Historien om VESTRE TINGSKOVVEJ 32 i slægtens eje fra 1914 - 2002

.

Teksten er forfattet af:

Min tidligere svigermor Lis Wetke

Opvokset og boet på ejendommen i perioden

1944 – 1986

Ejendommen bliver købt af Anders Sørensen for 27.400 kr. i 1914.

Anders Sørensen

Hans hustru hedder Johanne og er født Mikkelsen. Med sig har de 6 børn., Thomas Aage, født i 1900, Peter Andreas, født i 1901, Alfred, født i 1903, Hans Christian, født i 1906, Agnete, født i 1909 og Helga der er født i januar 1914.

Anders Sørensen havde oprindeligt overtaget barndomshjemmet på Holme Mark i 1899. Men han opgav at drive stedet i 1906 på grund af sin sygdom; tuberkulose.

Han forpagter ejendommen og flytter senere til Blegind, hvor han forpagter præstegården, der er så stor, at han kan drive den med hjælp fra karle og piger, så han selv kan nøjes med at lave lidt snedkerarbejde.

Johanne havde sin barndom i den ejendom, der i dag har adressen Nordlige Bjergvej 7. i Højbjerg.

Hendes bror, Mikael Mikkelsen, overtager stedet i 1910 efter faderen Peder Mikkelsen, og driver ejendommen videre, til sønnen Niels Kristian Mikkelsen køber den i 1949. Han forpagter senere en del ekstra jord til, bl.a. en gård på 43 tdr. land. og en del af jorden, der havde tilhørt Anders Sørensens barndomshjem. Meget af jorden bliver efterhånden udstykket til byggegrunde. I 1999 sælger Niels K. Mikkelsen barndomshjemmet til en nabo. Den havde da været i slægtens eje i 193 år.

I 1914 er ejendommen på Vestre Tingskovvej en firelænget gård i bindingsværk med stråtag. Stuehuset lå mod nord, hestestald og svinestald mod øst, og kostald (hvor køerne stod i små rækker på tværs) mod syd med vognport og laden mod vest.

Anders Sørensen, der nu er meget plaget af tuberkulosen, går nu i gang med at få bygget et nyt stuehus lige syd for den gamle ejendom. Der bliver meget højt til loftet i rummene og ingen dør direkte mellem køkken og stue, da han ikke kan tåle madosen.

På loftet bliver der et værelse mod syd med en lille kakkelovn. I stueetagen bliver der en indgang fra gårdsiden og en fra vejsiden, hvor der kom små, farvede og mønstrede ruder i dør og vinduerne. Der blev to stuer, med hver sin kakkelovn og en åben rist i muren ind til soveværelset, så noget af varmen kunne trække derind. Mod nord bliver der køkken med brændekomfur og et spisekammer med et lille pigeværelse ved siden af. Rummene bliver oplyst af petroleumslamper, og vandet skal hentes ved pumpen ude på gårdspladsen.

I kælderen bliver der fem rum. Et til brændsel, et til saltkar og en kartoffelkælder. I det største rum bliver der muret en gruekedel og i et aflukke i hjørnet, bliver der et gammeldags wc.

Det gamle stuehus får nu et karlekammer i det bedste rum, og der bliver hønsehus, svinestald og værksted.  Senere bliver der sat en port i yderst til højre, og der får den lille Opel sin garage sidst i trediverne.                                                                                                   

JOHANNE BLIVER ALENE OM ANSVARET.

Anders Sørensen fik ikke meget glæde af det nye stuehus. Han dør i november 1916.

Johanne, der er meget blid af sind, står nu alene med ansvaret på ejendommen og børnenes fremtid. Der er karl og pige til hjælp, og de store drenge må tage godt fat i bedriften. Efterhånden som de bliver konfirmeret, skiftes de til at være karl hjemme hos Johanne eller tjene på andre gårde. Peter, Alfred og Hans Christian tjente i flere omgange i Sønderjylland                   og blev meget glade for denne egn. Den ældste af drengene, Thomas, der ikke havde lyst til landbruget kom i lære som mekaniker.

I 1918 får Johanne oprettet telefon og får nr.18.

I 1927 er Johannes niece Louise ansat som pige i huset. Samme år blev der bygget en ny stor ladebygning af træ i forlængelse af stalden mod vest, så nu er der plads til både at have hø og korn under tag.

I laden kommer der et tærskeværk, som via aksler og remskiver bliver trukket af en petroleums motor, der står bag ved laden. Thomas kommer hjem for at hjælpe Peter med at få motoren sat på plads og i gang.

Nu hvor det nye tærskeværk er i brug, bliver det Helgas job at smide negene ned på slisken, hvor Peter skærer dem op og lægger dem i værket. Naboen Jens Mortensen fra nr. 26 er ofte ovre og forke halmen op på staldloftet.  Senere kommer der en halmpresser til, som kan skubbe halmen op på loftet, og det er en stor lettelse.

I den gamle lade havde der været et gammeldags tærskeværk, der via aksler og tandhjul blev trukket af heste, der gik i ring i en hestegang udenfor.

Ribberen, et tærskeværk, der kunne slå kernerne af rug og hvedehalm uden at beskadige det,  så det kunne bruges til at tække mønningen på toppen af stråtagene, og den gamle plejl blev flyttet over i den nye lade og bevaret i mange år endnu.

BØRNENES FREMTID.

Thomas, den ældste af børnene, kom først i lære i et smedeværksted i Blegind, men der blev han sparket af en hest i hovedet, og fra da af ville han ikke mere have med heste at gøre. Han kom så i lærer som mekaniker i et værksted i Ommestrup ved Mørke, hvor han boede i et værelse. Efter læretiden havde han en tid arbejde hos Århus Motor

Kompagni. I 1936 fik han sammen med en ven et værksted i Løgten.

 Da krigen kom ville tyskerne overtage værkstedet, men Thomas og Olav lavede så meget vrøvl, at de selv fik lov at beholde det halve af værkstedet og kunne arbejde videre.

Efter krigen fik Thomas Sørensen sit eget værksted i Malling lige ved siden af banen. I 1959 flyttede han det uden for byen i et nyopført værksted med bolig ved siden af.

Der arbejdede han til værkstedet blev solgt i 1966.                                                                     

Alfred, beslutter sig i 1928 for at rejse til Amerika, som hans farbror Marius havde gjort i 1883. Han rejste nogle få dage inden lillesøster Helgas konfirmationsfest, og det gav en lidt trykket stemning i selskabet.

Først tog han til Oberon i Canada og fik arbejde der på en farm. Senere tog han til Ferndale og Arcata i Californien, og også der arbejdede han på farme. Han forsøgte sig også selv som farmer, men de lave priser på landbrugsvarer og en sommer med tørke slår ham ud. Han dør allerede i 1932.

Christian, fulgte allerede i 1929 i sin broders fodspor og rejste til Canada og derefter til Californien. De to brødre og Christians ven fra barndommen, Hans fra Blegind, arbejder de næste år i nærheden af hinanden og var en del sammen i fritiden.

Christian kommer vidt omkring i Californien, hvor han arbejdede på farme bl.a. flere gange hos brødrene Thorvald og Carl Hansen på deres farm i Woodland.  De to brødre var, sammen med fem af deres søskende, udvandret fra Holme, og de klarede sig godt derovre

Christian tog senere en uddannelse som mekaniker, og under krigen blev han indkaldt til militæret og sendt til England som flymekaniker, og han havde da ikke kontakt til familien i Danmark i fire år. Christian omkommer ved en drukneulykke i 1956.

Agnete, arbejdede som pige i huset på skift derhjemme og flere steder i Jylland og på Fyn. I 1934 havde hun et ophold på Vallekilde Højskole. Senere tog hun en uddannelse som sygeplejerske og var i den forbindelse på Testrup Højskole, som hun bevarede en tæt kontakt til resten af livet.

I 1941 blev hun gift med købmand Martin Andersen i Ravnholt, og fik der god brug for sin viden og sit imødekommende væsen, når omegnens beboere havde brug for råd og vejledning.

Helga, arbejdede som sin søster på skift derhjemme og flere steder i Jylland og på Fyn. I 1934 havde hun et ophold på Vallekilde Højskole. Den sidste plads hun havde, var på Godset Vilhelmsborg, hvor hun var kokkepige. Der var også en stuepige og en hjælpepige ansat, og deres forældre var fra Polen. De var kommet til Danmark for at arbejde ved landbruget med at hakke roer, og havde derefter bosat sig her i landet.

I 1939 blev Helga gift med Aage Rasmussen, og de bosætter sig i hans barndomshjem, en ejendom på Åes mark.

PETER BLIVER LANDMAND.

Kun afbrudt af et ophold på Odder Højskole i vinteren 1922-23, hvor også brødrene Alfred og H. Christian senere var et halvt år, arbejdede Peter ved landbruget på skift hjemme i Tingskoven og på andre gårde, i flere omgange i Sønderjylland.

Da Thomas nu er mekaniker, og de to yngste brødre er i U.S.A., ligger det i luften, at Peter skal blive ved jorden og senere overtage moderens ejendom, hvad han egentlig ikke havde lyst til. Han ville gerne have haft en uddannelse som snedker eller tømrer.

Han bliver nu først i trediverne bestyrer på moderens ejendom. På det tidspunkt er der to jyske heste, en halv snes sortbrogede og et par røde køer og deres afkom, nogle grise og en del høns.

I 1932 får kreaturerne mund og klovsyge for anden gang i løbet af et par år, og det er en barsk oplevelse, som det stadig er i dag. Dyrene blev ikke slået ned dengang, men måtte igennem sygdomsforløbet med mere eller mindre held. Mange dyr måtte bagefter sendes på slagteriet, fordi de ikke kunne komme på toppen igen.

I 1936 køber Peter et par jerseykøer og kalve og begynder nu at krydse dem med sine sortbrogede og røde, til han får en ren jerseybesætning. Det viste sig at være en klog beslutning. De små køer gav godt med mælk og skulle ikke have så meget foder som de store. De første dyr af denne race kom til Danmark i 1896 fra øen Jersey og bliver først udbredt på Sjælland. De sindige jyder er lidt længere om at tage dem til sig.

PETER OG AMALIE BLIVER GIFT.

I oktober 1936, bliver Peter gift med Amalie Nielsen, og hun flytter ind i Tingskoven. Hun er den ældste af Marie og Marius Nielsens otte børn.  De boede i den ejendom, der i dag har adressen: Hovvejen 55 i Enslev.

Efter sin konfirmation var hun i flere huslige pladser. I 1920 havde hun et ophold på Roskilde Højskole og tog derfra en plads som husbestyrerinde på Sjælland.

I 1926 vender hun tilbage til Jylland og kommer i lærer som maler i Kongsvang med ophold på Teknisk Skole i Århus.

I april 1928 lejer hun sig ind i det lille hus i Ravnholt, der i dag har adressen Ravnholtvej 53. 

Hun betaler 8 kr. om måneden i leje, og herfra starter hun sin egen malerforretning. I 1930 køber hun huset og bruger en del penge til at gøre det i stand for.

I starten har hun kun sin cykel til at transportere malegrejet på, men den bliver udskiftet med en lille bil, kaldet Matiis, som hun køber i 1931. Det viser sig at være en dårlig investering, da der ustandselig er noget i vejen med den. Den bliver solgt igen efter et par år, og så bliver malergrejet kørt rundt på motorcykel med en kasse bagpå.

Da hun lærer Peter at kende, henter hun ham på motorcyklen, når de skal på familiebesøg til naboernes store fornøjelse.

NY EJER PÅ VESTRE TINGSKOVVEJ 32.

I oktober 1937 køber Peter A. Sørensen ejendommen af sin mor.  Han betaler 31.000 kr. for den.  Johanne flytter til Ravnholt i det lille hus, hvor Amalie havde sin malerforretning og får så sin ældste datter som genbo i 1941, da Agnete bliver gift med købmand Martin Andersen.

Amalies motorcykel bliver udskiftet med en lille brugt Opel, der bliver købt for 2.000 kr.  

Ca. 12 år senere, da Peter var blevet bagefter med forårsarbejdet, spændte Amalie resolut Opelen for

Harven, og kørte raskt af sted ud over marken for naboernes undrende øjne.

I vinteren 1938-39, bliver det Peters tur til at være snefoged. Al snerydning på kommunevejene foregik med håndkraft. Hver ejendom skulle stille med en eller to mand med skovle, og snefogeden havde det overordnede ansvar for, at arbejdet blev udført. Søren Mikkelsen fra Tingskoven 2, der var med som meget ung snekaster denne vinter, syntes at snefogeden var lidt en streng arbejdsgiver.

I 1940 køber Peter en brugt vindmølle på Vejle egnen for 750 kr. Han cykler selv der ned og skiller den ad stykke for stykke. Den sidste aften han er på vej hjem, drejer han omkring lillesøster Helga i Aaes og får sin aftensmad. Mølledelene bliver transporteret hjem, og der bliver købt et par nye aksler og nogle andre småting til den, og Peter sætter den selv op med hjælp fra broderen Thomas og en lokal smed.

Møllen trækker derefter tærskeværket og kværnen.

Den bliver også brugt til at lave elektrisk lys til stuehus og stald og til at pumpe vand op i en stor vandbeholder, der blev sat oppe på det nye staldloft.

Møllen fik en levetid på 15 år.

Denne sommer bliver den gamle kostald også revet ned, og en ny og større blev opført i røde sten det samme sted. I mellemtiden blev køerne malket og fodret under et hurtigt opført halvtag. Dyrene har ikke haft mangel på frisk luft den sommer, men måtte være ude både nat og dag. Det næste halve år er der smede- og murerregninger for ca.15.000 kr., men ingen tømmerregninger. Alt arbejdet med træ lavede Peter selv med hjælp fra karlen, og et par naboer har nok også hjulpet til.

Der dukker nu også af og til en snedkerregning op i regnskabet.

Snedker Søren Dahl har i 1939 købt ejendommen Vestre Tingskovvej nr. 2.

Han beholder sit værksted inde i byen til efter krigen og kører hver dag derind på sin gamle Harley Davidson motorcykel, der lige skal trækkes op over den første bakke, inden den skal startes. 

Efter krigen bygger han et nyt værksted hjemme i Tingskoven og bliver kendt for sit arbejde i solid og fin kvalitet.

Dengang var det meget almindeligt, at landmænd havde nogle markredskaber i fællesskab. I 1943 kan det ses i Peters skatteregnskab, at han er ejer af en halv tromle og en halv slåmaskine. Den anden halvdel af slåmaskinen havde Peter K. Sørensen i Tingskoven 4. de blev også fælles om en harve, en såmaskine og en selvbinder.                                                                 

NYHEDER FRA 1941 TIL 1953.

I 1941 får Peter den første silo og begynder at lave ensilage af roetoppene.

Det giver en del besøg af andre landmænd, der skal se, hvad det nu er for en ide.

I 1943 er der 17 køer + deres afkom i den nye stald og kun to grise. De to heste har også fået plads i deres egen afdeling mod vest og har udgang lige ved siden af møllen. Et par år efter bliver den gamle heste og svinestald revet ned, og der bliver bygget et træhus til grisene lidt nord for det gamle stuehus. Soklen, til den gamle hestestald, kan stadig ses her i 2002.

Peter vil gerne have at arbejdet går rask af sted, så de to sindige jyske heste bliver nu udskiftet med fjordheste. De er dog ikke helt ægte, vist nok lidt for store, men farven er god nok, så nu er både heste og køer gule. Den ældste af hestene, Musse, er noget af et surt bæst, men dens føl, Lotte, er mere omgængelig.

I 1946 bliver der lagt el ind, og der bliver sat tolv lampesteder op i stuehuset og seks i udhusene. Så nu bliver møllen ikke længere brugt til at producere strøm, og senere kommer der også en elmotor til at pumpe vandet op af brønden og direkte ud i hanerne i køkkenet og i stalden.

Først i fyrrene var der både karl og pige til hjælp på ejendommen, men senere blev der kun løs hjælp i de travle tider. Af dem skal nævnes Kristiane Lauridsen fra nr. 22, der hjalp med malkningen, til der blev købt en malkemaskine. Agnes og Peter Sørensen fra Ingerslev og Anne og Ole Sørensen var også en god hjælp. Og senere kom Sofie Skov til hjælp i huset og Søren Jensen Tranbjerg m.fl. til det udendørs.

Midt i fyrrene forpagter Peter den del af jorden ud, der ligger syd for vejen til henholdsvis Marinus Nielsen og Ove Roldskov med halvdelen til hver. Sidstnævnte er i 1943 flyttet ind i Tingskoven nr. 7, og er nu i fuld gang med sin planteskole og har brug for mere jord.

Peter sælger nu ud af jerseykøerne og nogle stykker kommer ned til hans søster og svoger i Åes, hvor de bliver grundstammen i deres nye besætning.

I 1950 blev den gamle landbrugsvogn, kassevognen, udskiftet med en på gummihjul. Det er en stor lettelse, den kan have større læs på og er nemmere for hestene at trække.

Også inde i stuehuset kommer der nye ting. Der bliver købt en Ferm vaskemaskine af træ i fællesskab med Ove Roldskov og Peter K. Sørensen. Et stort skrummel, der må have været svær at flytte rundt med. I 1951 får Amalie to gasblus på en terrazzo bordplade ved siden af komfuret og senere en gasovn. I 1953 får hun en brugt Nilfisk støvsuger og en symaskine.  Dagligvarer til husholdningen bliver købt hos købmændene i Ravnholt og Tingskoven og også en del i Tranbjerg Brugsforening.

TO BØRN PÅ VESTRE TINGSKOVVEJ 32.

Amalie og Peter adopterede to børn.  En dreng, Vagn, der er født i dec. 1941 og en pige, Krista Lis, der er født i januar 1944 og som langt senere skriver disse sider.

Vi vokser op i et godt og trygt barndomshjem med alt, hvad der følger med i hverdagen på en sådan en lille landbrugsejendom. Noget af det første jeg kan huske, er, at jeg skønt det var strengt forbudt, var gået op imellem hestene i stalden for at give dem en håndfuld hø. Jeg faldt selvfølgelig, så lang jeg var i hestepærerne og luskede ind til mor og kom i bad i zinkbaljen på køkkengulvet, hvor far lidt senere fandt mig. Han opdagede jo, at jeg pludselig var væk. Derefter fik jeg til opgave at hjælpe med at passe de små jerseykalve, når jeg bare ville holde mig på afstand af hestene.

Hvis vores forældre skulle afsted til selskab uden børn, havde vi vores dejlige naboer Jens og Thyra Mortensen i nr.26, eller Anne og Rasmus Pedersen i nr. 28, der gerne tog imod os børn så længe. Især blev jeg meget glad for at komme over til Jens og Thyra, og så snart jeg var stor nok til at gå derover selv, plagede jeg næsten hver dag om lov til det.

Den første legekammerat vi havde, var Rigmor og Bruno Pedersens søn Jens Erik fra nr.24. Om vinteren bredte Bruno brunt papir ud på næsten det halve af deres stuegulv, og så tegnede vi veje, huse og landskaber på det og kunne få masser af dage til at gå med at lege med biler der; helst uden at blive for højrøstede, når lillesøster Hanne skulle sove i den modsatte ende af stuen. Om foråret, når der var

oversvømmelse omkring dammen hjemme hos os, sejlede drengene i de gamle saltkar nede fra kælderen, og jeg fik af og til lov til at komme op i det store kar hos Jens Erik, der så sejlede pænt og roligt omkring. Ellers kunne det godt gå voldsomt til og ende med vandgang og vådt tøj.

I april 1949 bliver det alvor for Vagn. Han skal begynde i første klasse i Ingerslev Skole hos lærer Niels Andersen. Hans skoletaske og penalhus koster i indkøb den nette sum af 12 kr. og 75 øre. Året efter får jeg lov at følge efter, skønt jeg kun er 6 år. Min skoletaske og penalhus er lidt billigere nemlig 11 kr. og 70 øre. Der er kun én skolestue i skolen, de tre første årgange går i skole om eftermiddagen og de store om formiddagen.

Nu kommer nogle glade år med mange nye kammerater.

Vagn og jeg er dog ikke så glade, når vi sidder oppe i skolen i de ældste klasser og ser det blæser op om vinteren, for så ved vi, at møllen kan trække tærskeværket, og der skal tærskes, når vi kommer hjem. Nu er det Vagn, der skal smide negene ned ad slisken til far, og jeg skal lægge halmen på plads på loftet. Senere da Vagn er blevet ældre, får han lov til at lægge negene i værket og bliver da så snu, at han af og til fylder for meget i, så remmen ryger af

Remskiven, og vi får en pause og løber ind og får lidt at drikke.  

LIVET GÅR VIDERE.

Når vi havde tærsket, skulle kornet næste dag hejses op på kornloftet ved hjælp af et håndsving og et reb. Vagn eller jeg stod så nede på gulvet og skulle lægge løkken på rebet omkring snøvsen på sækkene med korn.

Det var med at stramme godt til, ellers gled de ud af rebet, inden far havde fået dem hejset helt op, og så fløj kornet ud til alle sider og skulle skovles i sækkene igen.

Det arbejde jeg syntes bedst om udendørs, var når der skulle hakkes roer. Dengang blev de sået meget tæt og skulle udtyndes kraftigt for at få plads til at vokse sig store.

Der var skam også tid til fornøjelser, vi kunne komme i biografen på Solbjerg Kro.

I 1953 var vi f.eks. nede og se De Røde Heste for den nette pris af 3 kr. og 10 øre for to børn og en voksen. Hjemme kunne vi læse i bladet Hus og Hjem, som blev holdt i mange år, og det gav mor 9 kroner og 60 ører for i kvartalet i 1953. Til jul fik vi et julehæfte hver, og vi kunne låne bøger i skolebiblioteket i Ingerslev.

Dagens avis var Amtstidende der i 1954 kostede 16 kr. i kvartalet.

 I 1954 har vi fået en lille grå Ferguson traktor, til Vagns store glæde, der nu synes at markarbejdet er blevet lidt mere spændende. Det er nu den, der trækker kværn og tærskeværk. Snart efter bliver der lavet en transportør af far og smed Danielsen i Ingerslev, og vi er nu fri for at forke høet helt op på staldloftet.

Jorden, der har været forpagtet ud, er nu tilbage igen, og der er 24 jerseykøer + afkom i stalden. Ingen grise.

I træhuset har vi børn dværghøns til vores store fornøjelse især, når der kom kyllinger.

I de næste år er det bedste, vi ved om vinteren at løbe på skøjter på Rasmus Holms mark ved skoven i Ingerslev. Der kunne samles rigtig mange børn fra omegnen.

I vinteren 1956-57 kommer Vagn på Klank Efterskole og næste sommer, får han en plads på en gård i Hørret. Da han ikke har lyst til landbruget, kommer han i 1958 i lære som mekaniker hos farbror Thomas Sørensen i Malling.  Senere får han sin egen virksomhed i Egå, hvor han reparerer og sælger bådmotorer.

 I 1958 bliver der købt et fjernsyn til fælles fornøjelse. Samme år bliver der bygget garage til traktor og bil; med hønsehus i den ene ende mod vest imellem stuehus og lade. I 1959 bliver den lille Opel udskiftet med en tre år gammel Ford Anglia. Der gives 11.500 kr. i bytte.

I vinteren 1958-59 kommer jeg på et dejligt ophold på Kolt Efterskole. Derefter kommer jeg ud at tjene i huset forskellige steder bl.a. i Bering, Mustrup og i Framlev. Om sommeren var jeg som regel hjemme og hjælpe til både ude og inde.

I de år havde vi meget hjælp af Karl Jensen fra Ingerslev og også de store drenge Steen og Svend Åge Dahl og deres kammerat Ole Stensgård.                                

VESTRE TINGSKOVVEJ 32 FRA 1963-86

I 1963 bliver jeg gift med Arne J. Terkildsen fra Ørndrup Mark på Mors. Han er landmand, og vi køber mine forældres ejendom for 125.000 kr. Mine forældre, Peter og Amalie Sørensen, køber hus på adressen Horsensvej nr. 35.

Peter kommer snart efter til at arbejde med træ, som han altid har ønsket. Han får arbejde hos Mogens Dahl, der har et værksted lige neden for deres hjem.                    

Amalie får nu god tid til at komme ud mellem andre mennesker, og hun får senere en pragtfuld tid i Seniorklubben i Solbjerg, som hun starter op sammen med Edward Pedersen, som er skolelærer på Solbjergskolen

 Arne og jeg fortsætter med at drive landbruget videre med jerseykøerne, og vi udvider hønsehuset med en ekstra længe, og fylder hele huset op med grise.

Glæden bliver dog kort. Efter få år, hvor det gik godt, fik vi colibakterie i stalden, og i løbet af et år dør der 18 nyfødte kalve. Både dyrlægen og vi er magtesløse, og vi sælger køerne, og Arne begynder at gå på arbejde. De første år driver vi selv jorden og fortsætter med at have lidt grise. Men derefter forpagter vi halvdelen af jorden mod syd til Olav Mønsted og resten til Henry Laursen på Ingerslevgård.

Det gamle stuehus er nu faldefærdigt, og det bliver revet ned, og det samme bliver det gamle træhus ved siden af.

I stuehuset får vi lavet badeværelse i rummet til venstre for indgangen mod nord. Der kommer ikke fliser på vægge og gulv, men vinyl. Det var nemt at holde rent, men desværre ikke tæt nok.

Vi får 3 piger. Lone, der bliver født i august 1963, Britta i december 1964, og Ulla, der bliver født i januar 1968. Først da Ulla er født, får vi en moderne vaskemaskine, og jeg behøver ikke længere at koge bleerne i en stor gryde på komfuret. Samme år får vi indlagt centralvarme med oliefyr i kælderen. Det gamle komfur i køkkenet og kakkelovnene kan nu undværes og bliver taget ned.

Lone og Britta havde mange jævnaldrende, at lege med b.la. børnene Allan, Leon og Erling Lund fra Vestre Tingskovvej nr. 26, og fra Skovgårdsvej nr. 5, legede de især med de tre yngste af Annette og Claus Nørubs børn, Johannes, Inger og Pia.

Ulla havde en god veninde fra Ingerslev i Lone Mogensen, og fandt senere mange gode kammerater i Solbjerg og Ravnholt, da hun begyndte i skolen i Solbjerg.

I 1971 bliver der omfordelt en del jord i omegnen, fordi der skal bygges en ny og bredere landevej i stedet for den gamle Horsensvej. Olav Mønsted, der må afstå en del jord til vejen, køber den halvdel af vores jord, han i forvejen har i forpagtning.

Vi får ikke udkørsel direkte til den nye vej, men skal køre omkring de andre beboere på Vestre Tingskovvej, og får udkørsel sammen med dem lige efter nr. 14. Det betyder, at vi får en fælles privat vej, der er noget længere end den gamle.        

MODERNISERING AF STUEHUSET.

De penge vi får ind ved salget af jorden, bruger vi til modernisering af stuehuset. På loftet bliver der en stor stue helt igennem huset med en sydvendt altan og et soveværelse mod øst.  Pigerne får nu hver et stort værelse i de to gamle stuer og i soveværelset i underetagen. Der er i forvejen sat nye vinduer i, og der kommer listeloft op i alle rummene. I gangen bliver den gamle lofttrappe udskiftet med en åben vinkeltrappe. 

Køkkenet bliver slået sammen med det gamle spisekammer og pigeværelse, så der nu er et dejligt stort køkken med god plads til spisekrog.

Haven er blevet udvidet lidt mod syd, og der er anlagt køkkenhave øst for vejen med et læhegn af hvidel.

I 1976 bliver Arne og jeg enige om, at gå hver til sit og blive separeret.

Men først i 1978 får vi papirerne i orden, og jeg overtager ejendommen.

Der er blevet lavet en lille lejlighed i den østlige ende af stalden, og den første lejer dér bliver Tommy Rasmussen, der er flyttet ind i 1977. Samme år har jeg truffet Viggo Wetke, og han flytter ind til os i stuehuset.

Viggo går snart efter i gang med at brække de gamle siloer og det gamle maskinhus ned. Jorden i baghaven bliver planeret, og der bliver sat et par stendiger op og sået græs. Senere planter vi en række popler mod øst et par meter bagved hvidellen så der nu er 6000 m2, jord inden for læhegnene.

Senere bliver tilbygningen til hønsehuset også revet ned, og der bliver anlagt have og en lille terrasse der med udsigt mod vest. I 1981 investerer vi i jordvarme og oliefyret bliver sat ud.

Pigerne bliver efterhånden færdige med folkeskolen og skal videre med livet.

Lone vælger at komme på handelsskole i Mommark på Als, og er der i vinteren 1980-81 og får senere en plads som kontorelev ved Århus Amt og er færdig uddannet i 1984. Hun bliver fast ansat ved Amtet og bliver der nogle år

Britta er først et år i huset på Alrø og derefter en kort periode i en kiosk, men vælger så at gå i lære som butiksslagter i marts 1983. Hun får sit svendebrev i maj 1986. Hun rejser senere til Norge og arbejder også der som butiksslagter en periode. Hun foretrækker dog snart at komme hjem til Danmark igen.

Ulla går ud af skolen i niende klasse og tager på handelsskole i Viby og kommer derefter i lære som butikselev i Bilka i 1984 og er udlært i 1986. Hun får derefter arbejde i Silvan.

Jeg fik arbejde i køkkenet på plejehjemmet Tranbjergvænge i 1975, og blev der i mange år, og Viggo arbejdede som lastbilchauffør og senere buschauffør ved Århus Sporveje.

NÆSTE GENERATION OVERTAGER STEDET 1986 - 2000.

I 1986 beslutter Viggo og jeg at sælge ejendommen til min datter Lone Terkildsen og Finn Fruerlund Christensen.  Prisen er nu 818.000 kr.

De sælger deres hus i Onsted, og vi bor sammen en måned i Tingskoven, til vi kan flytte ind i det hus, vi har købt på Børupvej i Tranbjerg.

I marts 1988 bliver deres søn født og han får navnet Søren Terkildsen Fruerlund.

Han får sine første barneår i Tingskoven og sin skolegang i Solbjerg.

Jorden er stadig forpagtet ud til Henry Laursen på Ingerslevgård, på nær et par stumper neden for haven, hvor der er et par små indhegninger med græs nok til en lille pony og en bjergged. I hønsehuset bliver der lavet plads til dyrene i bokse, når de skal være indendørs. Senere bliver der også plads til nogle få frilandsgrise, der kan muntre sig i den gamle hønsegård i baghaven. 

I 1991 bliver der rejst en moderne vindmølle på jorden tilhørende Skovgårdsvej nr. 5. Den bliver solgt i andele, og Finn og Lone køber en part i den; sammen med flere i omegnen.

Sidst i 1993 bliver Lone og Finn enige om at blive skilt, og Lone flytter først til Ingerslev og senere til en lejlighed i Tranbjerg. Og fra januar 1995 overtager Finn ejendommen alene, Finn er i 1994 flyttet sammen med Per Pilgaard.

I 1997 bliver der opsat en stor udestue mod vest med udgang fra køkkenet. Der kan man nu nyde de dejlige eftermiddags og aftentimer med udsigt til solnedgangen.

Mod syd bliver der anlagt en åben terrasse under den store altan. En del af hækken mod syd bliver fjernet, så der er fri udsigt til Tiset Kirke, Ravnholt, og det åbne landskab ud mod Blegind.Også på første sal er der sket forandringer. Et stykke af den store stue er blevet skilt fra, og Søren har fået et værelse mod nord.

Lejligheden i stalden bliver gjort i stand, især badeværelse og køkken får en kærlig omgang.

 I 2000 Bliver der skiftet til nye døre og vinduer i stuehuset og i lejligheden.

Samme år bliver ejendommen sat til salg. Først bliver det meste af jorden solgt fra og senere bygningerne. Denne gang er den samlede pris et godt stykke over 2. millioner.

En lille plet ad Østjyllands lerede jord,

Hvor bondens afgrøder gerne gror.

Der slægter kom, og slægter forsvandt

de såede, høstede og negene de bandt.

Træer de plantede, lod vokse - og savede ned

skar dem til tømmer og brænde til, at varme sig ved.

De byggede huse med bindingsværk og tage af strå,

som i hundrede år sagtens kunne bestå.

Nye folk kom til og slog rod

Huse blev væltet og nye rejst, hvor de gamle stod.

Marker atter blev pløjet, sået og høstet år efter år,

en mølle blev rejst, og i flere år godt den står.

Ved vindens kraft den trækker tærskeværk og kværn,

og lys den gav i krigen – mod mørket et værn.

På den lille plet af Østjyllands jord, vi levede godt,

og tænk – vi syntes ikke dengang, at det var småt.

Lis Wetke