Finlands hovedstad

Helsinki Helsingfors 

Finlands hovedstad; ca. 560.000 indbyggere 

blev grundlagt af Gustav 1. Vasa i 1550. 

Selvom byen i 1640 flyttedes fra åmundingen (nuv. Gammelstaden) til sit nuværende centrum, fik den først nyt liv, da man fra 1748 i skærgården udenfor begyndte at anlægge søbefæstningen Sveaborg; den skulle gøre byen til udgangspunkt for en svensk generobring, hvis Finland som i 1713-21 og 1742-43 atter udsattes for russisk besættelse. 

Da det blev aktuelt i 1809, blev borgen dog overgivet uden kamp, hvilket sikrede russernes erobring af landet.

Fæstningens bemanding oversteg længe selve byens indbyggertal. En egentlig vækst begyndte således først for alvor, da den russiske kejser, Aleksander 1., i 1812 af strategiske hensyn og for at svække båndet til Sverige besluttede at flytte den finske hovedstad fra Åbo til Helsingfors; da universitetet efter Åbos brand i 1827 også flyttedes hertil, blev byen tillige landets intellektuelle centrum. Byens nye status kom til udtryk i det imperiale universitets- og administrationscentrum omkring Senatstorget. Udviklingen afspejlede sig klart i indbyggerantallet, der voksede fra ca. 3500 i 1810 til ca. 19.500 i 1850. Da jernbanen anlagdes i 1862, fik byen også hurtigt position som landets økonomiske centrum, og havnen fik den betydning, der tidligere var tiltænkt den.

Det svenske sprog var endnu på den tid fremherskende, især inden for den embedsmandsdominerede overklasse, mens der blandt de handlende, specielt inden for storkøbmandsstanden, fandtes mange russere. Den industrielle vækst skabte imidlertid grundlag for en voksende arbejderklasse, der hovedsagelig indvandrede fra finsktalende områder; siden 1890'erne har byen haft en finsktalende majoritet.

Under 1. Verdenskrig og de russiske revolutioner i 1917 radikaliseredes byens arbejdere som følge af akut fødevaremangel og påvirkning fra de mange revolutionære russiske soldater på Sveaborg. Men efter kaos og borgerkrig kunne Helsinki i 1918 endelig spille sin nye rolle som hovedstad i et selvstændigt Finland.

Siden 1900 er byens vækst accelereret kraftigt. I 1946 blev en række omliggende områder inkorporeret, og i 1970 oprettedes et samarbejdsorgan til koordinering af en række fælles funktioner i hele hovedstadsregionen.

Såvel fortsat indvandring som fald i det svensktalende befolkningstal har truet de svensktalendes position. For at sikre den svenske minoritets sproglige rettigheder er Helsinkis status som tosproget by fastlagt i den finske sproglov. Hvilket tydeligt ses på skiltningen i byen, alle gadenavne har både et finsk og svensk navn.

En utrolig smuk og ren by, helt sikkert en by hvor vi har lyst til at se meget mere. 

Faktisk meget beskæmmende, at i alle 4 byer vi besøgte var der alle steder rent og pænt, ingen affald der flød i gaderne. Det kan åbenbart godt lade sig gøre -min teori er, at det har noget med opdragelse at gøre.