Fotoalbum

Vores bryllup den 18. maj 2013.

Fantastisk vielse udført af præst Kirsten Dissing Overgaard, smukt akkompagneret af organist Frode Bitsch Nielsen. De var begge med til at gøre denne begivenhed uforglemmelig.

Jeg gengiver her præst Kirsten Dissing Overgaard´s tale i sin fulde ordlyd, da både Thomas og jeg syntes den var fantastisk smuk:

Bryllup, Tunø, pinselørdag 2013.

Finn Allan Fruerlund og  Thomas Hjorth

Læsning: 1. Kor. Kap.13

Salmer

748, 15, 725, 703

Kære Thomas og Finn.

Så oprandt jeres festdag.  Og tænk, så oprandt også den festlige dag, hvor det blev muligt for et par af samme køn at blive viet i kirken.

Det er første gang i Tunø Kirke.

For mig er det også første gang. (Og jeg vil bestræbe mig på at fjumre lidt mindre i det end kollegaen fra sidste års cirkusrevy.”)

Det er også første gang for dig, Thomas, at du skal gå til alteret- mens Finn jo er mere erfaren på området.   Men vi har det til fælles, at vi sammen begyndte på det festlige med at gå til koncert i torsdags i Bering Kirke med Povl Dissing og hans drenge. De gav et uddrag af den koncert, de turnerer med i øjeblikket med de gamle sange: ”Gi mig en hest, mor”- ”25 minutter endnu”- ”Den grimmeste mand i byen”.

De tekster egner sig måske ikke lige her i dag............

Men så sang de bl. a. i torsdags Benny Holst og Laus Bengtssons vidunderlige, lille, store sang: ”Anemonesmil” om et par der en måneklar nat går ud i skoven for at gæste skovens sære fe......

Et rådyr så os hånd i hånd

men feen løste dine bånd

kun månen så din stille gråd

mens vi vugged' i den store båd

du var mig og jeg var dig

og hele verden gemte sig

og tiden narred os April

vi går hjem mens du smiler

med dit anemonesmil

Et rådyr så os hånd i hånd...........

Den er så fin og smuk den linje, at jeg fik lyst til at drage den frem i dag.

Også for at strejfe det sørgelige faktum på en ellers festlig dag, at det stadig ikke er så ligetil, når andre end rådyr ser to- ja især- mænd gå hånd i hånd.

Jeg håber ikke, det hører med til jeres erfaringer, at det kan bringe det værste op i nogle mennesker. Og jeg håber heller aldrig, I vil komme til at opleve det, så jeres anemonesmil skal visne.

Men tilbage til det, vi er her for nu. En vielse har jo netop noget at gøre med at holde i hånden, at anmode et andet menneske om hans hånd, at give hånd på et løfte, at gå sammen hånd i hånd.

Vores store danske teolog og filosof K.E. Løgstrup sagde engang, at vi holder vores medmenneskes liv i vor hånd. Underforstået: Vi er ansvarlige for hinandens lykke og glæde.

Måske kun de få sekunder vi står i køen ved kassedamen i supermarkedet. Men selv der er vores væremåde herre over, om kassedamens dag skal være god eller sur.

Og så meget mere, selvfølgelig i samlivet nat og dag med et andet menneske.

Der er en gammel historie, der fortæller om det, at holde i hænder, holde noget i sine hænder. I en by var der en vismand, som hver dag sad på torvet og fortalte sine kloge historier. Men der var nogen i byen, som syntes han var for meget . For hver gang, der var en god diskussion, fik han altid det sidste ord. 

Men er der noget så irriterende som folk, der altid har ret.

Så en dag, bestemte de, at nu skulle han trænges op i en krog. Nøje havde de planlagt denne afgørelsens time. Tidspunktet var en lørdag før lukketid, hvor mange mennesker var på torvet. 

Denne gang skulle vismanden ikke få det sidste ord. 

De mødte ham midt på torvet med en stor menneskeskare omkring sig. I hænderne havde de gemt en spurv. Spørgsmålet lød nu til vismanden: Er spurven død eller levende?

Det var jo et rigtigt snedigt spørgsmål.

Svarede han: Død! ville de åbne hænderne, så spurven kunne flyve op mod himlen. Svarede han: Levende! ville de med et let tryk dræbe spurven og vise den døde spurv til vismanden. 

Spørgsmålet var nu stillet. Vismanden grublede. Det frydede dem. De havde ham i deres hule hånd. Endelig kunne de få skovlen under ham. Hvad ville han svare?

Omsider åbnede han øjnene og sagde de vise ord: Om spurven er død eller levende? Det afhænger af jeres hænder! 

Og det gør et ægteskab også.

I to Thomas og Finn, I er i dag kommet i kirke for at love hinanden, og for at fortælle os, som er sammen med jer, at i den fremtid, som bliver jeres, dér vil I ikke bare holde i hånd, men holde jeres hænder over, under og omkring hinanden, med andre ord: være medarbejdere på hinandens glæde og lykke. 

Om lidt skal I svare ja til at "elske og ære hinanden og leve med hinanden i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, indtil døden skiller jer ad" 

Og dagen er lys og mild  med forår  varme og søndenvind.

Og sådan en dag er det ingen kunst at sige Ja.

Hvordan jeres liv og fremtid vil se ud, er der jo ingen af os, der ved. 

Men det afhænger et langt stykke af vejen af jeres hænder, som vismanden sagde. Dvs af jeres indsats og vilje til stadigvæk at lade kærligheden være det overordnede og bærende i jeres ægteskab. Det afhænger Af jeres omsorg for hinanden. Og måske først og fremmest af jeres vilje til at give hinanden plads og råderum, lade hinanden udvikle sig og vokse, så I hver for sig får lov til at være den, som I nu engang er.

Englænderne har sådan et fint udtryk for det. De kalder det labour of love, kærlighedsarbejde. Og arbejde er det, som I allerede ved- at leve sammen med et andet menneske, fast arbejde. Sommetider endda hårdt arbejde, for en del af det arbejde er jo, med et gammelt udtryk, at holde brøndene åbne, så kilderne kan springe, eller sagt mere hverdagsagtigt: at være åbne og støtte hinanden, tag sig tid til at lytte til hinanden, være ødsle med ømhed og opmærksomhed, respektére hinanden, så dagene aldrig bliver en selvfølge!

Vi hørte før Paulus stærke ord om kærligheden.

Kærligheden er det eneste og altafgørende, når det drejer om mening og indhold i vores liv.

Hvis den mangler, føles alt meningsløst og tomt – som tomme tønder, der buldrer- eller som Paulus udtrykker det:"som et rungende malm eller en klingende bjælde!"

Og hvad vi end kan finde på at fylde vores liv med i stedet for, alt det der med at knokle rundt for at få villa, volvo og vovse bag den veltrimmede ligusterhæk, så er det jo godt nok, men det er ingenting, hvis der ikke er kærlighed.

For livet er nu engang ikke i tingene. Livet er i kærligheden.

Da Paulus skrev sit brev til menigheden i Korint, så var det nok så meget Guds kærlighed, han talte om. 

At Gud er kærlighed! . Og hans kærlighed er ufattelig, uden begyndelse og uden ende. Den har magt til at skabe, til at tilgive, til at gøre det døde levende.

Den tror alt, håber alt, udholder alt, også os, - også jer, når I ikke kan finde ind i det eller ud af det, og der går ged i de varme solskinsdage .

At Gud er den kærlighed, der er så meget mere urokkelig end menneskers skrøbelige kærlighed, det ved vi, fordi han sendte sin søn Jesus Kristus til Jorden, for at han skulle sætte sit liv ind på, at vi aldrig skulle fortvivle, og for at vise os, at der altid er mulighed, også der, hvor vi ikke kan se nogen.

Han kom til verden for vores skyld, for menneskers skyld, ja, måske først og fremmest til mennesker, der har svært ved at øjne en udvej. Han slår følge med dem, der har mod til at indrømme, at livet ikke er lutter lagkage. Og han har lovet, at han vil være med os. Det løfte gav han os i vores dåb da han tog os i favn og lagde sine hænder på os: Se, jeg vil være med dig alle dage, indtil verdens ende. Hver eneste dag, så længe vi lever – og mere til.

Sådan er vi faldet i hans hænder.

Vi er i levende hænder.

I er i levende hænder. Hinandens – og Hans.

Tillykke med det!

Amen

Vi kunne absolut ikke ønske os et bedre bryllup alt fungerede perfekt og gæsterne var i strålende humør - et lidt anderledes bryllup på Tunø og efterfølgende fest på fastlandet. Så en lang dag startende kl. 9 om morgenen og frem til kl. 3. om natten den efterfølgende dag.

Alle de kære mennesker/gæster var med til at gøre vores bryllup uforglemmeligt.

Thomas svigerinde Dijanna overraskede os helt og aldeles, da hun pludselig trådte frem og sang for os ledsaget af skøn guitarmusik, hun sang vores yndlingssange ”fodspor i sneen” og ”with or with out you” smukt rørende og bevægende. Tusind tak for det Dijanna.

Der blev holdt taler af Thomas og jeg til hinanden og flere gæster fulgte efter med flotte taler – tusind tak til alle.

Efterfølgende har vi modtaget hilsner fra nær og fjern og denne hilsen fra Anne-Kirstine udtrykker helt hvad vi fik af hilsener ”hvor skal man begynde og hvor skal man slutte....? Det er jo lige det. Men kan jo starte med at sige stort tillykke igen, og tak til jer. Sikke dog en dag, fantastisk og skøn dag må man nok sige. Tak fordi vi måtte være en del af jeres store dag. Tænk at vi som gæster, også kan tænke tilbage på denne dag, som noget helt helt særligt..   Tak for en skøn og lang dag”.