Bager igen fra 1. oktober 1974 – 31. december 1975

Efter soldatertiden blev jeg igen bager, denne gang hos Bagermester Jacobsen, som havde konditori Lilly og Petra på hjørnet af Frederiksgade og Åboulevarden.

Jeg var dengang bosiddende på Bentesvej i Brabrand i en etværelses lejlighed på godt 30 m2 – store fremskridt fra de 12 m2, jeg boede i på Langenæs Alle 3 og 5 i min læretid og årene umiddelbart efter, mens jeg var soldat. (for øvrigt fik jeg værelset betalt af Socialkontoret i min værnepligt tid de første ni måneder, 70 kr. om måneden x 9 måneder = 630 kr.)

Der var kun mig som bagersvend og en lærling, samt bagermesteren. Jeg og lærlingen mødte om morgenen kl. fire, og mester kom ved syv-otte tiden lige før åbningstid. Det var - eller rettere - havde været et meget fint konditori. Tiden var efterhånden forbi for disse konditorier, hvor fruerne mødtes og fik en kage eller dessert af det fine guldkantede porcelæn til deres kaffe eller the. Vi havde også gamle hemmelige opskrifter, som hverken jeg eller lærlingen måtte se. Det var specielt blanding af diverse cremer osv., så det foregik, når vi ansatte havde fået fri af mester selv. Det var et okay sted at være, men alligevel lidt specielt og snobbet.

Medens jeg var ansat som bagersvend der, besluttede jeg mig for, at tage Erhvervskørekort til bus hos Hartmann´s køreskole, da teori- og køreprøve var overstået i december, sendte jeg med det samme en ansøgning til Århus Sporveje, men der skulle desværre gå lige godt et år, inden jeg blev ansat som buschauffør 6. januar 1976.

 

Voksenliv 1976-2023

I januar startede jeg i jobbet som buschauffør hos Århus Sporveje. Forinden havde jeg været til ansættelsessamtale, eller som det hed dengang – været til fremstilling for hele Værkudvalget ca. ti personer den 21. april 1975, kl. 15.15.

Det foregik på den måde, at jeg mødte op på rådhuset i Århus, og meldte mig hos ekspeditionssekretær Knud Mandal, som var ansat hos Århus Sporveje på det, vi i dag kalder løn- og personaleafdelingen. Mandal åbnede døren ind til udvalgsværelset, hvor Værkudvalget sad sammen med Århus Sporvejes direktør De La Cour, og rådmanden sad for bordenden.

Mandal præsenterede mig, og jeg gik den lange gang op til bordet – sådan føltes det i hvert fald. Jeg præsenterede mig, hvorefter cigar- og cigaretkassen blev rakt over til mig - jeg afslog tilbuddet.

Derefter blev jeg udspurgt, om jeg kendte nogen, og hvem jeg kendte hos Århus Sporveje.

Jeg nævnte en del navne på vognstyrere fra Sporvognenes tid og et par trafikmestre navne.

Derefter blev jeg udspurgt om, hvor godt jeg kendte Århus og Sporvejenes linjenet. Jeg var jo bosiddende i Brabrand dengang, men det gik lige an; man havde blødt lidt op på, at de ansatte helst skulle bo i Århus Kommune.

Derefter takkede udvalget for, at jeg havde ansøgt, og jeg ville høre nærmere inden for få dage.

Det gjorde jeg også allerede den 22. april 1975, og det var et positivt svar. Jeg var fundet egnet dog forstået på den måde, at der pt. ikke var nogle ledige stillinger, men jeg ville ”når der opstår vakance få besked om. hvornår De skal tiltræde”.

I november fik jeg så endelig den længe ventede skrivelse om, at Magistratens 5. Afdeling havde antaget mig på prøve som timelønnet vognfører med virkning fra tirsdag den 6. januar 1976, kl. 09.00.

Jeg skulle medbringe en ny udstedt straffeattest og en erklæring fra Lungeklinikken.

Jeg skulle også snarest muligt henvende mig hos Skræddermester J. Jensen Skorup for måltagning til uniform, samt henvende mig hos Buntmager J.C. Nielsen for måltagning til kasket, og få taget mål til en Skindjakke hos Engelsk Beklædningsmagasin.

2. januar 1978 blev jeg, efter to års endt prøvetid, ansat som tjenestemand i Århus Kommune. Jo jo, der var stil over det dengang – måske en anelse for meget, og da vi fik ny direktør sidst på året 1976, blev proceduren omkring ansættelse ændret til, at der blev et ansættelsesudvalg på tre personer hos Århus Sporveje.

Der var skam også hilsepligt, når man mødte en overordnet. Ren militærisk disciplin.

Lejligheden på Bentesvej i Brabrand var jeg godt tilfreds med. Lejlighederne var dengang ret nye, og de var gode, og der var masser af grønne arealer mellem blokkene – hvilket der for øvrigt også er i dag.

Nogle af de grønne arealer blev, af beboerne, dyrket som små kolonihaver med masser af grøntsager. Dengang boede der ikke særligt mange indvandrede derude, men en del af beboerne kom fra de gamle saneringsmodne lejligheder i Århus Midtby.

Først nogle år senere skete der et skred i befolkningssammensætningen, og det var helt sikkert, fordi mange af de hidtidige beboere flyttede i parcelhus.

Fritiden gik med diverse besøg hos far og mor i Askildrup, eller hos nogle af mine andre familiemedlemmer i Århus området – særlig meget besøgte jeg fars bror Betto og hans familie i Kolt, samt min farfar, som var flyttet på Stautrup Hvilehjem, som lå Bispevænget 13, i Stautrup.

Retur til Marselisgården. 
Jeg flyttede fra Bentesvej retur til Marselisgården i 1977, da min gamle læremester, Helge Hansen, købte hus i Åbyhøj, men han kunne ikke frasige sig lejligheden, da den hørte med som bolig i forbindelse med bageriet. Jeg kom til at hjælpe lidt til i bageriet om aftenen med rengøring og af og til med lidt fremstilling af brød, samtidig med at jeg var buschauffør. Jeg boede alene på det tidspunkt.

På et tidspunkt flyttede Ango Winther ind, da han blev boligløs i en periode, og det fungerede rimeligt godt.

Vi hjalp begge lidt til i bageriet hos Helge. Ango og jeg var jo begge buschauffører hos Århus Sporveje, han var formand for de timelønnede chauffører og jeg kasserer. Det fungerede fint i den korte periode det varede. 

Senere blev Ango Trafikmester og køreplanlægger hos Århus Sporveje. Ango sad i mange år i Århus Byråd for Socialdemokratiet.

Ango har alle dage været aktiv på den politiske scene, og arbejdet utrætteligt for de svageste i byen og ikke mindst byens udvikling, ikke altid følte han sine byrådskollegers opbakning i sit eget parti.

Jeg kom også en del hos Angos forældre i Sindal, når Ango kørte en tur hjem. Det var altid hyggeligt at være der.

Ango serverede for øvrigt til mor og fars sølvbryllup april 1979.

Vi var også på en enkelt ferie sammen i Fagernes. Norge for at holde lidt ferie sammen med en kollega Jørgen Christophersen og hans hustru, som havde lejet en hytte langt op i fjeldet.

Lone kommer til. 
I 1980 kom jeg til at kende Lone, som jeg senere blev gift med (1987) – vi havde mødt hinanden ude ved min onkel og tante i Kolt, da hun var veninde med min kusine Thea.

Lone kom efter 10 klasse på Handelskostskolen i Mommark, og efter en periode med arbejdsløshed kom hun i lære som assistent ved Århus amt på amtsgården.

Hus i Onsted. 
Vi flyttede sammen i hus i Onsted i 1981, da min tidligere læremester og hans hustru ville sælge bagerforretningen.

Vi måtte jo låne en del af pengene til udbetalingen, og banken forlangte kautionister, det var lige dengang renterne var tårnhøje op til 18% årligt på et kreditforeningslån, det fik vi så ordnet således, at min tidligere læremester Helge Hansen, min gode kollega Ango Winther og min svigermors mand Viggo Wetke blev kautionister – hvilket vi var taknemmelige for.

Det hus vi flyttede ind var blevet renoveret i hele underetagen, da det havde været angrebet af svamp. Vi fik ordnet haven, som ikke var den mest velplejede – den havde ikke været ordnet et par år.

Vi boede i Onsted frem til 1986 og fik også bygget en ny stor garage i forbindelse med huset, fik nye lofter i køkken og bryggers og lavet et lille badeværelse med badekar. På 1. Sal var der to pænt store værelser i hver ende. I midten var der en pæn stue i kvistværelset og på modsatte side, var der et lille toilet med håndvask og et lille tekøkken, samt et lille rum, hvor der kunne stå et spisebord. Det blev på et tidspunkt udlejet til Viggos bror.

Da vi solgte huset i 1986, var alt ordnet og så godt ud, og vi have et par fantastiske naboer Anders og Astrid et ældre ægtepar, så vi flyttede kun, fordi Lis og Viggo ville sælge ejendommen I Tingskoven – Lones barndomshjem og i slægtens eje generationer tilbage. – derfor er det jo lidt ærgerligt at se nu i dag, at de udvendige omgivelser er der ikke gjort meget ved de sidste mange år.

Ejendommen i Tingskoven

Vi havde både høns, pony, får og geder, og i en kort periode fik Lone den ide, at hun ville have Angorakaniner, som skulle klippes og ulden kunne så bruges til at strikke af, men jeg kan nu ikke huske, det blev brugt til ret meget, det samme skete også med ulden fra fårene, men det blev dog engang imellem solgt. Det var en fantastisk tid, og vi nød at have masser af dyr og have. Lidt ferier blev det også til, en tur til Montenegro var fantastisk, og lidt camping i Danmark

Kioskdrift. 
Lone og jeg købte i 1990 kiosken i Solbjerg – rent faktisk boede jeg lige ved siden af den bygning, som på dette tidspunkt rummede kiosken på Solbjerg Hovedgade 79 efter jeg flyttede fra Fastrupvej 26, i Solbjerg.

Lone opsagde sin stilling som assistent ved amtet for at prøve kioskdriften – det samme havde hendes søster gjort i Mårslet, og begge kiosker havde navnet Solkiosken. Jeg tror de i deres fantasi havde en drøm, om at der skulle være mange kiosker med det navn – men rent økonomisk var det, mildt sagt, ingen guldgrube.

Den kunne i alle tilfælde ikke opveje en assistent løn ved amtet, og rent timemæssigt var det jo næsten et døgnjob – gud ved om navnet døgnkiosk kommer derfra?

Lone og jeg blev gift i Tiset Kirke den 8. august 1987 på Lones 24 års fødselsdag, dagen før holdt vi polterabend til min kommende svigermors store fortrydelse, da Viggo, som hun bor sammen med, blev godt beruset og det samme skete for en del de andre mandlige bryllupsgæster. Én blev sågar væk fra os sidst på natten og himmel og jord blev sat i bevægelse for at finde ham. Han blev fundet på et toilet af personalet på Maritza, da de lukkede, men både Lone og jeg klarede os igennem dagen og natten, og vi var friske på bryllupsdagen.

Sørens fødsel den 3, marts 1988 er helt sikkert det bedste og den største oplevelse og lykkeligste begivenhed i mit liv - og helt sikkert også i hans mors, Lones, liv.

Søren blev født på Odder Sygehus, og vi havde en fantastisk oplevelse ikke mindst takket være jordemoder Bente Gran.

Og jeg kan kun sige positive ord om Søren, selvom han sikkert kan finde mange negative ord om mig - ikke mindst når han tænker tilbage på den rædselsfulde far, som badede ham og ikke mindst vaskede hår på ham - med vold vil han helt sikkert påstå - han mener helt sikkert stadigvæk, han har været drukne døden nær mange gange i sin tidlige barndom pga. hans far.

 

Søren nød virkelig, at være ude og lege, og næsten altid med en bold. Vi byggede snehytter om vinteren, vi var på camping i vores lille Sprite campingvogn mange steder rundt i Jylland og på Fyn. 

Men ellers har Søren jo været, og er stadigvæk, en sportens mand. Han startede jo med fodbold i Solbjerg som 5-årig, og ham og fætter Bo spillede fodbold som gale, når de var sammen.

Som 12-13-årig skiftede Søren til løb i Århus 1900, da han altid har været en fremragende løber. Og jeg kan jo ikke lade være med at rose ham vildt meget for hans engagement i Århus 1900, og det lykkedes også for ham at hive et utal af DM Guld og sølvmedaljer hjem i både 800 m og 1500 m løb.
Hans liv var fyldt med løb i Århus 1900, da han selv var løber og samtidig trænede en del andre unge, samtidig med at han gik på Team Danmark linjen på Marselisborg Gymnasium

Søren flyttede i egen lejlighed i Brabrand, da han var 18 år. Lejligheden var en lille fin lækker Kollegielejlighed. Som den gode far jeg jo er, så kom jeg sommetider med lidt indkøb, som Søren havde bedt om, jeg ville jo give ham dem, men det var lidt under hans værdighed – han ville selv betale, og vise han kunne klare sig for sin SU – prisværdigt må jeg sige.

Senere flyttede han i et par lejligheder i Viby og en tur omkring Hasselager i en lækker lejlighed.

Men da Søren og Tina blev gift, ville de gerne selv have hus, og det fik de købt i Tranbjerg.

I dag er løbekarrieren lagt på hylden, og nu er han selvstændig personlig træner, og det kører rigtigt godt for ham og hans karriere i sin egen klinik:

Fruerlund Care – En løsning mod drømmen

og hans egen uddannelse af andre Personlige trænere i Trænerakademiet.

Træner Akademiet -

Han arbejder vildt seriøst og målrettet på sin egen rolige facon, som samtidig giver ham fantastiske tilbagemeldinger fra sine klienter.

Søren er gift med sin dejlige kone Tina i deres hus i Tranbjerg – ikke langt fra hans barndomshjem i Tingskoven, og det går dem rigtig godt, selvom det går lidt hektisk til med arbejde og fritid. De er jo presset som alle yngre generationer nyder at være (smiler).

Jeg kan jo ikke lade være med at kommentere det, da jeg mener, vi nu om dage har alle hjælpemidler i huset, el, vand, vaskemaskiner, opvaskemaskiner, plæneklippere osv. De skulle opleve, hvordan det var i min barndom uden disse ting.

Men jeg må jo så også medgive dem, at det er på andre måder, de er presset omkring de evindelige systemer, der kommunikeres på fra arbejde, skole osv., gennem AULA, og hvad det nu ellers hedder.

Vi bombarderes med ligegyldig information og bombarderes med tilbud, og vi skal være engageret i alt mellem himmel og jord – det er ikke mindre end usundt.

Jeg undres også over, at man nu om dage skal informeres, deltage i og være aktiv på sin arbejdsplads i alle former for aktiviteter, der intet har med ens arbejde at gøre.

Jeg går på arbejde for at tjene til livets ophold 37 timer om ugen, hvorefter jeg holder fri, og i min fritid kan jeg så være aktiv i det omfang, jeg har lyst.

Den tid veksler jo meget over, hvor man er i livet i forhold til børn osv.

I 2016 blev Søren og Tina forældre, og jeg blev farfar – endnu et af livets største oplevelser, og jeg elsker jo Henry helt vildt, og det er fantastisk at følge med i hans opvækst og se ens eget liv gentaget fra barn til voksen. Det er jo præcis, de samme ting der tænkes og spørges om af et lille barn, der skal lære og høste erfaringer. Vi tilbringer heldigvis så meget tid som muligt sammen, og det er altid fantastisk og livsbekræftende. 

Men ellers har vi altid haft, og jeg vil påstå, at vi stadigvæk har et dejligt venskab, selvom det jo er en del år siden, Søren flyttede hjemmefra. Til hans store ros skal det siges, at Søren og Tina klare det flot, og som det ordensmenneske jeg er, så er det jo lækkert, at se han har samme "gen" - der skal bare være styr på tingene. Hvilket jeg tror både Tina og Søren har.

Sprang ud som homoseksuel - Skilsmissen fra Lone 
Grunden til vi blev skilt i 1993 havde ikke noget med Lone at gøre, men på det tidspunkt måtte jeg erkende og springe ud som homoseksuel, da jeg igennem en temmelig lang periode havde erkendt, at jeg var til mænd, og jeg måtte gøre op med mig selv, at det ikke var ok over for Lone.

Lone tog det rimeligt flot, selvom det selvfølgelig var et chok for hende, men som hun sagde et stykke tid efter, så var det rart for hende ikke at være kasseret som kvinde.

For nogle få år siden fortalte Lone mig, at hun faktisk troede, jeg var homoseksuel allerede inden, vi begyndte at komme sammen, men hun droppede tanken igen, da vi begyndte at komme sammen.

Beslutningen havde selvfølgelig været overvejet igennem en længere periode, og jeg kan kun sige, det var en positiv beslutning, som alle i min omgangskreds accepterede, og jeg har aldrig hørt nogle negative bemærkninger i den anledning; hverken omkring Sørens klassekammerater eller forældre eller andre steder. Det var jo nok omkring Søren, jeg havde de største betænkeligheder, om han ville komme til at mærke nogen negativitet – i alle andre sammenhænge var jeg iskold med, hvordan de reagerede, det kunne aldrig blive mit problem.

I sommeren 1994 begyndte jeg at komme sammen med Per, som på det tidspunkt boede i Thy. Oprindelig kom han fra Østerbro i København, hvor hans forældre stadig boede.

Per og jeg blev gift den 4. oktober1995 og boede sammen indtil 2004, hvor vi gik fra hinanden – en beslutning som jeg traf, da forholdet ikke fungerede mere.

Vi havde mange gode oplevelser sammen i hverdagen på gården i Tingskoven og på ferier med vores campingvogn og på udlandsrejserne til Tyrkiet, Portugal og Mallorca, men desværre også en del af de modsatte.

Per havde et alkoholproblem; sådan er det, når man drikker så meget, at det går ud over ens nærmeste.

I april 1995 havde vi desværre den store sorg at miste min mor lige pludselig. Hun døde af et hjertestop en tidlig morgen. Mor havde igennem mange år haft Sukkersyge (diabetes 2), og hendes syn var langsomt blevet svagere, selvom hun rent faktisk passede på med de søde sager.

På trods af hendes svage syn, formåede hun stadigvæk at male en del porcelæn – vi har alle søskende mange ting, hun havde malet igennem årene, særlig op mod jul kommer alle hendes fine porcelænsnisser og jule huse frem.

Det var et stort chok for os alle og ikke mindst far, da hun døde. Mor fik en fin bisættelse fra Ølst Kirke med mange gæster, som hun havde haft berøring med i mange år.

I 2000 solgte vi ejendommen på Vestre Tingskovvej for at få noget mindre have, da vi efterhånden brugte al vores fritid på have osv. da jeg/vi havde den holdning, at alt skulle være velplejet og velholdt. Inden salget havde vi fået bygget udestue på huset og fået udskiftet samtlige vinduer og døre. Jeg havde på det tidspunkt ikke de store betænkeligheder ved salget, da jeg igennem de 14 år, vi havde ejendommen, havde fået styret min lyst til at have med næsten alle former for dyr at gøre: heste, får, geder, grise og høns, og den slags tager meget tid samtidig med, at man har fuldtidsjob og samtidig var Tillidsrepræsentant ved Århus Sporveje.

Sammenholdet på Vestre Tingskovvej var fint med langt de fleste, der boede der, og vi havde en fælles Vejforeningen, hvortil vi betalte et lille beløb om året, som gik til vedligeholdelse af vejen. Der blev afholdt en årlig generalforsamling først på året, hvor der blev valgt bestyrelse, samt en snefoged.

På generalforsamlingen blev der aftalt, hvad der skulle ske af vedligeholdelse. Når vejvedligeholdelses dagen oprandt i maj, startede vi med morgenkaffe og rundstykker og en lille én til halsen hos Bent Hedegaard, derefter gik mændene i gang med at skrabe vejen og lægge stabilgrus ud, hvor det trængte, klippe udhængende grene osv.  Arbejdet var som regel færdigt ved 13-14-tiden efter et passende antal øl pauser, derefter var der fælles frokostbord, som regel hos os, det havde damerne fremtryllet, mens mændene arbejdede med vejen. En altid festlig dag. Om vinteren, når der var sne, havde vejforeningen indkøbt en sneslynge, som skulle monteres på Bent Hedegaards traktor, den var effektiv, når der var tør sne, men våd sne pakkede sig sammen i den. Den blev afhændet på et tidspunkt, da den var svær at køre med og ikke mindst svær at montere, så de senere år blev vejen ryddet for sne med en sneskraber på traktoren, og hvis det var helt slemt med sne, så blev der hyret en vognmand – det skete nu kun en enkelt gang, mens vi boede der.

Fastrupvej 26 i Solbjerg 
Huset var et dejligt hus med en passende lukket have og en utrolig lækker udestue. Men når det så er sagt, så kan jeg godt se i dag, at jeg trives bedst ude i frie omgivelser med masser luft og grønne marker omkring mig.

Haven var ellers af en passende størrelse, og jeg nød at gå og holde den flot.

Søren havde let til skole og sine skolekammerater, men i og for sig, var de ikke mere sammen, end da vi boede i Tingskoven; da kørte vi bare mere frem og tilbage for at hente og bringe ham.

En af grundene til at Søren ikke så meget til sine skolekammerater hjemme var helt sikkert, at Per havde et tiltagende alkoholproblem, som gjorde Sørens og min tilværelse utryg. Vi anede aldrig, hvordan hans humør var, når vi trådte ind af døren.

Udadtil anede ingen noget om Pers alkoholproblemer, da han kun drak hjemme. Jeg fik Per sendt på Minnesotakuren i Tjele, og det var fantastisk at opleve, hvordan de behandler de indlagte, og hvordan Per erkendte sit problem.

Det gik fint den første tid, men senere måtte jeg erkende, at han gled tilbage i sin egen selvmedlidenhed. Jeg kan kun sige, at vi som pårørende skal gøre op med os selv meget før, om vi vil leve med en alkoholiker, som gør alle i sin nære omgangskreds utrygge i hverdagen. 

Solbjerg Hovedgade 79 i Solbjerg 
Da jeg havde truffet min beslutning om, at blive skilt, flyttede jeg og Søren i et rækkehus på Solbjerg Hovedgade på ”kun” 89 m², og det var faktisk meget befriende kun at have den plads, man har behov for.

Lejligheden var pænt renoveret, og der var fælles have, som jeg selvfølgelig endnu engang kastede mig over. Der var fra havesiden direkte udgang til marker osv.

Så stedet var perfekt som enlig med Søren, som havde sit eget lille værelse. Jeg har altid haft utrolig let ved at flytte og falde til i ny omgivelser og indrette mig, så det bliver hyggeligt og dejligt.

Thomas kommer til og vi flytter til ny lejlighed i Solbjerg
Som det jo sker, så mødte jeg Thomas i august 2007 efter 3 år som single.

Thomas havde jeg lært at kende gennem Messenger, hvor vi skrev sammen i godt og vel et par år, inden vi nogensinde mødtes; jeg havde faktisk droppet ideen om, at vi nogensinde skulle mødes.

Men en aften skrev vi som sædvanlig sammen, og jeg inviterede ham ned til mig, da han sad hos sin søster, hvor han var flyttet ind efter et tidligere forhold. 

Vi blev ret hurtigt enige om at flytte sammen, selvom han advarede mig mod det, da han muligvis ikke var klar til et nyt forhold så hurtigt efter bruddet med sin tidligere fyr. 

Vi måtte så desværre sige farvel til lejligheden på Solbjerg Hovedgade 79, da den var for lille til to voksne mennesker, selvom Søren på det tidspunkt lige var flyttet hjemmefra og ud i sin egen lille et værelses lejlighed i Brabrand.

Derfor flyttede vi de 100 m. over i vores nye lækre lejlighed på Østergårdsvej 292 i Solbjerg. 

Lejligheden fejlede intet, men omgivelserne var rædselsfulde – absolut intet privatliv i egen have osv.  Og evig og altid støj fra Solbjerg Hovedgade, som jeg ikke havde hørt før fra lejligheden på Solbjerg Hovedgade 79.

De øvrige lejligheder i komplekset blev udlejet til nylig fraskilte kvinder med børn, men det var som oftest pinligt at høre og se deres problemer.

Det var værre end ”Desperate Housewifes”, hvad angår bagtalelser og bytte mænd, der kan jeg roligt sige virkeligheden overgår fantasien.

Bopæl i Åkjær syd for Odder:

Da vi havde besluttet os for at flytte fra lejligheden i Solbjerg, så fandt vi ret hurtigt en bolig, som lå i naturskønne omgivelser syd for Odder i Åkjær.

Boligen havde tidligere været landarbejderbolig med tilknytning til Åkær Gods. Huset var et dobbelthus, som lå i skovkanten med masser af dyreliv. Rådyr, ræve og masser af fugle.

Vi havde godt nok hørt en del negativt om godsejeren, som gjorde hvad der passede ham.

Det hele startede, da han først i 1990erne købte godset, og på få dage jævnede alle de forfaldne bygninger og med hård hånd fjernede alt krat og buskads, som havde fået lov til at bredde sig de sidste 20 år, det var det eneste rigtige, hvis der skulle dyrkes et fornuftigt landbrug – men det faldt jo ikke i god jord hos Naturfredningsforeningen, som alle dage har kæmpet en kamp og kontrolleret godsejerens gøren og laden.

Som udlejer var han heller ikke særlig berømt. Vi fik dog ret hurtigt et fornuftigt forhold til godsejeren Johan Koed Jørgensen.

Det var korrekt, at han om aftenen kørte en tur rundt om sine besiddelser, og han påtalte også, på en bramfri måde, hvordan han ønskede tingene skulle være. Men jeg og Thomas respekterede hans holdninger omkring orden osv.

Selvom huslejekontrakten var meget omfangsrig på særlige forhold, der skulle opfyldes. F.eks. stod der, at biler skulle være parkeret i garagen om aftenen, og garageportene skulle være lukket. (på den måde undgik han, at lejerne fyldte garagen op med skrammel), der var ingen blomsterbed, da vi flyttede ind, men det fik jeg nu hurtigt etableret på et lille stykke jord ud mod bækken.

Godsforvalteren fortalte mig godt nok, at det ville godsejeren sikkert have fjernet, men tværtimod roste godsejeren og hans hustru altid, hvor flot og velholdt der så ud hos os.

En anden finurlighed i huslejekontrakten, var, at der stod, at lejemålet skulle males udvendig hver år inden 15. maj. Så sidst i april kom godsets folk og reparerede murværket, hvorefter maling og tjære til soklen blev leveret.

Jeg havde intet imod det arbejde, dog fortalte jeg, at jeg aldrig kom til at stå på en stige i bækken for at male helt op i gavlen, det slap jeg så for, men ikke uden kommentarer fra godsejeren - jeg var ligeglad.

Det eneste store problem i Åkjær var opvarmningen af boligen eller snarere, at den var umulig at varme op om vinteren, når der var østen- eller sydøsten vind.

Der var simpelthen ingen isolering mellem ydermur og den indvendige Lecamur.

Godsejeren mente, det var sundest for huset. Vi varmede boligen op med træbriketter i et gammelt træfyr, som stod lidt fra boligen (det havde tidligere været vaskehus med gruekedel), der var mange ”sjove” oplevelser med det fyr, hvis der kom for mange briketter i, så stod det og hoppede og prustede pga. det blev kogende, så måtte der fyldes vand på, og luftes ud af flere omgange, inden temperaturen var faldet så meget, at det kunne køre igen.

Et par måneder før vi flyttede, kom der et splinternyt pillefyr ind, og det fungerede fint – godsejeren var jo ikke altid den hurtigste til at skifte ud, når det nu fungerede hvis bare ”fjolset” til lejer behandlede det korrekt. Men når der gik et køleskab eller en varmtvandsbeholder osv., så blev det altid ordnet lynhurtigt hos os.

En af vores helt store naturoplevelser i Åkjær, var da vi blev gode venner med en hunræv. En aften i efteråret vi kom hjem, stod hun bag ved nogle netop indkøbte paller med briketter. For sjov stillede vi lidt mad ud, og hun vendte tilbage og åd det. Efterhånden blev hun så tam, at hun og vores kat Tyson kunne spise sammen af samme madskål – dog lidt på skift.

Ret hurtigt blev det sådan, at vi (mest Thomas) kunne håndfordre hende med kødpålæg; særlig kødpølse var hendes favorit. Om foråret i april kom hun med sine fire ræveunger, som vi skulle se. Der var dog kun en af dem, der blev helt tam, de andre var lidt sky og blev oppe på græsset ved brændehuset. Den tamme ræveunge var utrolig nysgerrig, og den fandt hurtigt ud af, at kødpølsen blev hentet i køleskabet, så den gik med ind i køkkenet for at få det. En aften jeg lå på sofaen og så fjernsyn, kom ræveungen ind og satte sig foran fjernsynet og så med. Det var intet mindre end fantastisk, og det er sådanne oplevelser, man kun opnår at opleve den ene gang i livet.

Desværre forsvandt både hunræv og unger i løbet af sommeren, desværre tror vi, de blev kørt ned oppe på landevejen, hvilket skete jævnligt.

En anden lille detalje omkring lejligheden var, at musikeren Thomas Buttenschøn og hans far havde boet i lejligheden nogle år før os. Thomas Buttenschøn var oprindelig fra Gylling.

Den eneste grund til at vi flyttede, var at en af de ansatte på Åkær Gods havde et hus til salg i Hundslund. Det var til salg af flere omgange, og han havde tidligere spurgt, om det ikke var noget for os, hvilket jeg benægtede, da jeg ikke gad flytte mere. Men da det så igen blev sat til salg, så fortalte han det, og jeg indvilgede i se på opstillingen på nettet.

Det var tiltalende og billigere i husleje samlet set. Men billeder er jo et og virkeligheden noget andet, så Thomas og jeg kørte de 2 km. til Hundslund og så på det. Det tiltalte os, da alt var okay renoveret. Så var det jo bare om at komme hen i banken, og alt faldt på plads til vores fordel.

Bolig i Hundslund

I december 2016 flyttede vi til Hundslund, hvilket gik let og hurtigt. Vi havde hyret flyttemænd til selve flytningen af vores møbler og andet skrammel. Huset trængte ikke til den store istandsættelse, da det årene forinden var blevet renoveret med nyt tag osv.

 

Jeg syntes i det store hele, jeg altid har været utrolig heldig, hvad angår naboer (dog lige på nær dem der boede på Østergårdsvej i Solbjerg), men her i Hundslund har vi nu de bedste naboer, vi kan tænke os. De ligger aldersmæssigt fra min alder og så op til de godt 90 år. Alle sætter pris på, at hus og have ser godt ud, og alt bliver vedligeholdt. Vi kan hjælpe hinanden hvis behovet opstår, og vi

 

Vi hygger os sammen og har lave hække imellem os, så der kan snakkes og følges med i hinandens liv, og gøren og laden. Vi spiser sammen en gang om året i sommermånederne, og når der ellers er en særlig anledning. Det er fantastisk hyggeligt, og mega rart, når vi kan gå hjem sidst på aftenen efter god mad og et par glas vin – måske lidt mere.

Haven vi har, er af tilpas størrelse og let at holde. En pæn græsplæne og lidt blomsterbede, som kan holdes ved et par timers arbejde om ugen. Lave hække, der ikke tager for lang tid at klippe. Jeg har så fået plantet lidt bærbuske og fået et lille stykke jord til lidt grønsager. Jeg kan jo ikke undvære bær og grønsager, da jeg nyder at lave alt marmelade selv, og sylte rødbeder osv. Det tager lidt tid, men så ved jeg, hvad der er kommet i, og så er det jo ren økologi til næsten ingen penge.

Jeg kan jo heller ikke lade være med, at pynte og dekorere lidt ved juletid udenfor og indenfor – fint skal det jo være. Mors malede julelandskab sættes op som altid og pynter godt op, og så minder det jo om hende og mine oplevelser hjemme som barn. Sådan skal det jo bare være.

Efter godt et par år i Hundslund besluttede vi os til at få en hund, det var lidt af et tilfælde vi så Dyreinternatet i Tingskoven havde en hund, som tiltalte os, men den kom desværre et andet sted hen. Men så kom Thomas derud igen og de havde en sort Formel 1, labrador på fire år– jeg var på arbejde den fredag – men Thomas og Bølle, som hunden hedder, havde en fin kemi sammen, så jeg måtte jo med derud om lørdagen.

Vi gik en lang tur med Bølle og hyggede os med ham, og han var tillidsfuld og glad. Bølle havde levet hos en ældre mand, som var kommet i ældrebolig, og kunne ikke have en hund der. Vi var begge enige om, at Bølle ville vi have, og samme dag fik vi ham med hjem – senere kom vi derud og fik ham givet de obligatoriske vaccinationer.

Vi har ikke et øjeblik fortrudt, vi fik Bølle, han er kærlig og tillidsfuld, og vi kan overhovedet ikke undvære ham. Dog smuttede han hjemmefra et par gange det første år, og en gang gik det helt galt for ham. Han kom hjem efter et halv døgns tid. Thomas og Jeg er begge opvokset med hunde, ligesom Søren er, så det er svært ikke at have en hund, som er tillidsfuld og kærlig overfor os og alle vores gæster.

Men ellers må vi sige, at Hundslund lige er byen for os. Der er skole, Købmand, kirke og lidt industri her. Byen er desværre en af de landsbyer, hvor en del huse er svære at sælge, og de forfalder lidt.

Kroen er lukket og revet ned, og der er gang i et nyt byggeri der. Vi er så heldige, at på vores vej, Oldrupvej, holder de som bor her på vejen for største delens vedkommende deres huse og haver ved lige.

Vi handler næsten alt lokalt i vores købmandshandel – en frivillig drevet forretning med en fastlønnet købmand. Vi er andelshavere, og sætter hver måned et fast beløb ind på vores konto hos købmanden, og derefter handler vi for typisk 3-4 tusinde hver måned. Det, at vi betaler forud, gør at købmandshandelen ikke bruger ret meget på kassekreditten, da pengene kommer ind, inden varerne købes hos grossisten. Varerne kan rent faktisk sælges til konkurrencedygtige priser, og vi behøver ikke køre land og rige rundt efter dem.