Finn´s hjemmeside - mit liv nu i godt 70 år

FORORD
Jeg blev født i Århus på Fødselsanstalten den 27. marts 1953, samme dag som hele Danmarks befolkning skulle tage stilling til, om Margrethe kunne blive dronning i Danmark. Befolkningen tog også denne dag stilling til afskaffelsen af Landstinget (der var på dette tidspunkt to kamre). Folketinget hvortil alle kunne stille op, og Landstinget hvor kun de store skatteydere og folk med formue kunne vælges - altså de mest borgerlige i DK.

Det blev en god dag - Margrethe kunne blive dronning, og Landstinget blev afskaffet, og jeg blev født; kort forinden var Stalin død, hvilket kun var endnu en god grund til at komme til verden. 

70 år er nu gået, og jeg kan vel konkludere, at vi lever i en bedre verden - selvom den langt fra er, hvad jeg vil kalde et idealsamfund. Min grundholdning er jo, at der er opgaver, som jeg helt klart ser som offentlige opgaver; såsom hospitaler, praktiserende læger, skoler, energiforsyning, ældrepleje, kollektivtrafik og vejnettet. Privatisering/udlicitering af disse opgaver ser jeg kun som et større bureaukrati, hvor det offentlige bruger uanede ressourcer på kontrol af private operatører, hvor vi som samfund intet har sparet. Fint nok for mig med markedsøkonomi på andre punkter, men ikke på så vigtige samfundsopgaver.  

Nu har jeg jo en del år været FOLKE pensionist, og har dermed haft mulighed for at forlade arbejdsmarkedet – gør jeg så det?

Jeg har været på arbejdsmarkedet siden 1. august 1968 – altså knap 57 år - og så må det vel siges, at jeg har gjort min borgerpligt, og uden en eneste ledighedsdag; ærgerligt man så har betalt tusindvis af kroner i A-Kassekontingent. Nå, man håber jo heller ikke ens hus brænder, selvom man har en brandforsikring.

Jeg har i hele mit arbejdsliv kun haft gode arbejdspladser og fantastiske kolleger – en livsholdning, hvor det positive dyrkes. Frustrationer, og det man alligevel ikke kan ændre på droppes.

Har jeg været en komplet lalleglad idiot – næh, det vil jeg ikke mene, men livet er som udgangspunkt vidunderligt - med lidt bump på vejen - så hvorfor ikke se det som værende sådan.

Jeg foretog et jobskifte i marts 2017 for at blive letbanefører. Det var selvfølgelig med stor vemod, at jeg forlod mine skønne kolleger og driftsleder hos Arriva i Odder, og et job som buschauffør igennem godt 41 år – 30½ år hos Århus Sporveje og resten hos Arriva. MEN jeg måtte bare afslutte min arbejdskarriere som letbanefører, og være med til opstarten af Danmarks første letbane, da jeg jo igennem alle årene har elsket sporvogne.

Har jeg fortrudt? NEJ slet ikke, jeg har en fantastiske ledelse og nogle helt vildt fantastiske kolleger, som brænder for jobbet. Vores interne humør er fantastisk, og hjælpsomheden enorm – selvom det burde føles umenneskeligt når uret ringer kl. 03.45 for at møde kl. 05.14.

Hvornår stopper jeg på arbejdsmarkedet: Det gør jeg præcis den dag hvor jeg synes min ledelse er total håbløse, og hvor jeg synes mine kolleger er både dumme og grimme og uengagerede – eller den dag hvor min ledelse synes, jeg er både dement og for gammel til jobbet.  Jeg er stadig lidt aktiv på det faglige område, da jeg er linjerepræsentant for kollegaerne i Odder (10 personer), hvor jeg i et samarbejde med ledelsen laver vagtplaner.

Jeg håber den dag, hvor jeg ikke er her længere, at der ligger noget ude i fremtiden.

For som Halfdan Rasmussen skrev: SÅ ER LIVET EN MORGENGAVE.