Her er vores vidunderlige liv - LIVET ER EN MORGENGAVE.
Året 2025
Et år præget af gode som dårlige oplevelser – sådan er livet jo på godt og ondt. Vi bevarer optimismen og glæder os over vi har det.
Sommeren blev holdt herhjemme i år pga. Thomas sygdom, men nogle småture og familiebesøg blev det til i løbet sommeren.
En af turene gik til Gjern og Assing, Thomas havde foreslået turen til Gjern, da han gerne ville se den kirke han var døbt i. Efter hans blodprop dukker der jo mange tanker op omkring livet og døden. Derfor havde han luftet tanken om, at han gerne om forhåbentligt mange år kunne tænke sig at blive begravet der. Jeg syntes det ville være fint, da han holder meget af Gjern området og han havde sin tidlige barndom der.
Det fik jo så også mig til at overveje hvor jeg ville begraves, og min beslutning er jo så blevet at jeg vil begraves på Assing Kirkegård i samme grav som bedstemor og bedstefar. Gravstedet var blevet nedlagt for ca. 6 år siden, men jeg fik det igen reetableret med Bedstemor og bedstefars gravsten som stod i mindelunden på kirkegården. Jeg er jo kommet i Kibæk alle dage, og føler mig hjemme der. Min moster og hendes 2 sønner ligger også på kirkegården.
Huset blev færdig omfuget i år – vores murer syntes også facaden skulle omfuges – hvilket var godt, så er værket fuldendt. Nu mangler kun en gang imprægnering af alle mursten – anede ikke det kunne lade sig gøre, men ifølge mureren skulle det være en god ide på mursten der nu er ca. 120 år.
Alt i alt et udmærket år, jeg arbejder lidt mindre - nu kun 3 dage om ugen. Jeg kan vel ikke undvære det helt, og det er med til at vi rent økonomisk aldrig har haft det bedre. Jeg nyder at komme ud at køre og oplever hvad der sker i verden/Østjylland omkring mig. Nyder at blive nostalgisk, kigge på Risdalsvej huset når jeg kører ind og ud af Viby station, passere Møgelgårdsvej og kigger ind på huset i Lystrup, Anne og Svends ejendom i Lystrup hvor far kørte ud foran Grenåtoget, Hessel før Grenå hvor bedstemor boede, Hugo på den modsatte side af banen – begge huse er for længst nedrevet – Hugo hus kan anes endnu, der ligger en stak murbrokker.
Rasmus Lyberth Koncert, Herning
I februar måned drog vi til Herning for at overvære en Koncert med Rasmus Lyberth og Julie Berthelsen. En god koncert hvor der fortælles om Grønland, naturen og livet krydret med masser af musik.
Thomas, blodprop i hjertet
Den 16. marts var vel nok den værst tænkelige dag i året. Den lørdag aften havde Thomas det forfærdeligt – ondt i brystkassen, mente selv det kunne være en kold lungebetændelse, men mente det nok gik over. Sidst på aftenen efter jeg havde gået tur med Bølle fik han det værre, og kravlede nærmest rundt på gulvet af smerter, og indvilligede i at ringe til lægevagten. Efter en videokonsultation mente sygeplejersken nok vi burde opsøge skadestuen på Aarhus Universitets Hospital.
Vi kørte selv derud, og på vejen holdt vi ind på en tankstation og købte nogle alminox sugetabletter efter hendes anvisning. Ved ankomst til AUH blev Thomas omgående undersøgt af en læge og det blev konstateret at der var en blodprop i hjertet. Jeg fulgte med op på Hjerteafdelingen og Thomas blev omgående sendt ind på operationsstuen hvor der blev foretaget en ballonudvidelse samt isat 2 stent i hjertekranspuldsåren. Alt gik så hurtig og professionelt, at jeg på intet tidspunkt blev nervøs.
Sygeplejerske og læger holdt mig underrettet løbende. Thomas fik stent og ballonudvidelse via et lille prik i højre håndled og kunne følge operationen på en skærm.
Vi kan kun rose hele personalet på AUH og efterfølgende på Horsens Sygehus hvortil Thomas blev overflyttet mandag. Godt vi har et velfungerende offentligt sygehusvæsen i Danmark
Hjertekapaciteten var kun på 30 % efter indgrebet og en lille del af det nederste væv i hjertekammeret havde taget skade. Nu her i slutningen er hjertekapaciteten på 55% (et normalt hjerte er det 60%), men hjertekammeret har taget en vedblivende skade – dog ikke noget der ikke kan leves med. Det værste er den stadige træthed, sikkert pga den medicin han skat tage resten af livet – en del af det er blodtrykssænkende, da det er vigtig at det er så lavt som overhovedet muligt. Men hjertesvigt er der for evigt.
Naboers bisættelse.
2 af vores naboer (mand og kone) havde igennem det sidste års tid været uhelbredelige syge. Manden havde nyresvigt og gik i dialyse 3 gange om ugen, og hun fik pludselig Leukæmi. Det havde været umenneskelig hårdt for dem begge, Han valgte selv at afslutte livet, og vi var til hans bisættelse i en fyldt Hundslund Kirke. Hans hustru deltog også selvom det var hårdt – hun tog rent faktisk afsked med os alle den dag – hun døde selv få dage senere. Aldrig havde vi oplevet så trist og samtidig smuk afsked med hans hustru.
Michael Falck Koncert.
Sidst i april var vi i Musikhuset i Aarhus og høre Michael Falck, en dejlig oplevelse med et fantastisk menneske.
Sommerfest på Vester Mølle i Skanderborg i juni måned.
Thomas kusine Katja og hendes mand Lars syntes vi alle trængte til en fest. Katja havde igennem det seneste år også været hårdt ramt – og er det stadig af sygdom. (kræft i maven, bugspytkirtlen) har det nogenlunde i perioder, men er fortsat i kemobehandling pga. spredning. Vi håber alle det bedste.
En fantastisk god fest med masser af sjov og humør hvilket var lige i Katjas og Lars ånd.
Faldskærmsudspring Elsebeth.
I juli måned havde Elsebeth inviteret hele familien og venner til at overvære hendes 70 års fødselsgave fra Poul-Erik og vi andre, nemlig et faldskærmsudspring på Skive Flyveplads. En fantastisk oplevelse for os på jorden og Elsebeth nød turen oppe fra ca. 3 km.s højde. Efter udspringet var der både champagne og brød og kaffe på flyvepladsen.
Dagen sluttede af med grillkød og diverse salater osv. hjemme hos dem selv i Vridsted. Lidt sjovt at være sammen med masser af naboer og venner som vi havde festet med da vi var unge for ”få år” siden.
Sommerafslutning i havekolonien.
I september var vi til Sommerafslutning hos Dijanna og Johnny i Silkeborg. De købte sidste år en kolonihavegrund med et lille hus og de havde brugt det seneste år på renover huset, omlægge haven og bygge terrasse. Fantastisk flot og lækkert. De syntes nu de ville invitere til grillmad osv. i forbindelse med sæsonafslutningen. En fantastisk fest, som sluttede hjemme hos dem selv. Der fødtes muligheden for at Dijanna og Thomas skulle synge til vores Kobberbryllup. De har altid sunget sammen når festerne sluttede og måske ikke helt ædru.
Kobberbryllup 18. november 2025.
Dagen startede med, at vores fantastiske naboer dukkede op til morgenkaffe – vi var lidt forberedt, da vi sidst på aftenen fornemmede det puslede ved fordøren – den fornemmeste æresport havde naboerne fabrikeret og sat op.
Om aftenen havde vi inviteret familien og naboerne til vores fest på Søvind kro. Festen startede med Thomas og min gave til hinanden - som gæsterne også fik lov til at nyde - en lille intim koncert med den grønlandske sanger Rasmus Lyberth.
Jeg startede med en kort præsentation: Jeg vil gerne præsentere jer for en grønlandsk sanger, sangskriver og skuespiller. Thomas og jeg er begge betaget af hans musik og hans indlevelse i musikken og historien.
Han har siden 1970'erne været en af de mest populære kunstnere på den grønlandske musikscene. Han har været med til at åbne ørerne for grønlandsk musik hos et publikum langt uden for landets grænser, selv om han som regel synger på sit modersmål.
Han har spillet hovedrollen i den dansk-grønlandske film ”Lysets hjerte” af Jacob Grønlykke og Hans Anthon Lynge i 1998.
Han har gennem årene modtaget mange priser for sin formidling af grønlandsk kultur. Senest (i lørdags) blev han optaget i Folkemusikkens Hall of Fame i Tønder
Men nu syntes jeg vi bare skal lytte og lade ham selv fortælle og synge – velkommen til Grønlands stemme: Rasmus Lyberth.
En fantastisk oplevelse, efter hans optræden sad vores gæster bare helt stille og skulle lige sunde sig Rasmus Lyberths indlevelse i musikken skulle lige sætte sig i deres indre inden vi kunne fortsætte aftenen med spisning og hygge på Søvind Kro.
Inden desserten havde Dijanna Hoffmannog Thomas Hjorth Fruerlundlovet at synge 2 sange for os: ”Holder øje med dig” af Søs Fenger og ”With Or Without You” af U2- de sang nu tre sange - den sidste var nu en jeg havde ønsket “kun et liv” af Søs Fenger., da den fortæller os hvordan vi skal nyde og skønne på vores fantastiske liv, da vi kun har et liv. Thomas og jeg holdt en lille tale for hinanden som fortæller lidt om hvem og hvordan vi er:
Thomas tale, som blev holdt mellem hans og Dijannas sange: Assavaqit, Finn. Skål for Finn.
Vi er glade for at kunne stå her og synge for Finn i anledning af vores kobberbryllup. At der er gået 12 1/2 år er ikke til at fatte, for tiden går, og den er ligeglad med om vi kan følge med eller ej.
I år har været et år for sig på flere måder, for hvis skæbnen havde fået sin vilje, havde denne fest ikke fundet sted.
Jeg ville ikke stå her i dag, og holde denne lille tale for Finn og jer andre. Det sætter tingene i relief, men heldigvis flyttede jeg hjemmefra til Grønland, da jeg var atten somre gammel (foranlediget af min storebror Keld, som desværre ikke kan være her i aften), og det grønlandske folk har præget mig, og jeg faldt i dén grad i hak med mentaliteten deroppe, og det har hjulpet mig til at overkomme denne situation, hvor jeg har været lige ved at tjekke ud, om man så må sige.
Trods forskelligheder, der er dybe, som revnerne i den grønlandske is, så har vi formået at finde et fælles fodslag, og vi har formået ikke at være undskyldninger for os selv, trods vores måde at være anderledes på. Selv om, vi har vores uoverensstemmelser, så er vi stadigvæk sammen, vi er stadig dem vi er, for hvordan skulle vi kunne være andre? Og i vores branche er der vel nærmere tale om et guldbryllup.
Men traditionen tro, har vi kobberbryllup, og det er ikke mindst Finns fortjeneste, for han har forstået at tøjle og favne den vilde side af mig på sin egen underfundige måde. Skål for det!
Jeg er også glad for at kunne takke Dijanna og Michael for at vi kan stå her og synge i dag. Dijanna insisterede, og tro mig, der var tale om frivillig tvang, for det er længe siden, jeg har sunget. Og det på flere planer, for nu, hvor jeg kan mærke, at første akt i mit liv har tager sin afslutning, kan andet akt tage sin begyndelse.
Jeg ved nu, at uanset, hvad vi gør, så skal vi væk herfra … på et tidspunkt. Men når det tidspunkt ikke er nu, vil jeg leve fra øjeblik til øjeblik, og få det hele med. Der er ingen død, kun en forandring af verdener, og jeg er umådeligt glad for forsat at være i denne verden, sammen med Finn og alle jer andre.
Jeg takker for en god dag og aften sammen med jer. Det er ved at leve og erfare hinanden - ikke med intriger, misundelse og stridigheder - men i kærlighed og accept, at vi kommer hinanden nærmere.
Det er dér vi anerkender og accepterer livets vilkår.
Det ønske Finn havde, som vil skal synge nu, handler om det uundgåelige, som samtidig bekræfter det, vi har lige nu, nemlig livet!
Vi har kun dette liv! ”Kun et liv”! Inden vi går i gang, vil jeg gerne skåle for Dijanna og Michael, med et af hjertet tak for en god oplevelse. Skål! Nu vil jeg bare sige til Finn: David Bowie har engang sagt, at blive ældre er ikke så slemt, for man bliver den person, man altid skulle have været. Jeg mærker, at jeg er ved at blive til den person, som har været gemt væk af livets forvirrende lag. Jeg elsker dig, Finn af hele mit beskadigede hjerte. Skål!
Tak for en fantastisk dag/aften på vores kobberbryllupsdag. Tak for gaverne
Min tale til Thomas, som blev holdt under middagen: 12½ år er gået. Vi har nu været gift i 12½ år – og lidt er der da sket i de år.
Nu skal sandheden frem: smil
Hverdagen er så ment som den plejer, ikke de store udsving og dog så alligevel. Vi har købt hus sammen, som vi har renoveret lidt inde og ude – en fornuftig og god investering.
Vi har fået vores elskede hund Bølle, som vi ikke kan undvære, og som gør at vi får vores daglige motion.
Du Thomas har fået udgivet din bog, som du havde arbejdet med igennem mange år – du er ikke blevet millionær på den, men jeg syntes det var fantastisk du fik den afsluttet.
Jeg fik trykt en bog omkring min familie og mit liv igennem de første 70 år – krydret med mine holdninger omkring livet og hvordan jeg ser verden.
Vi fungerer stadig godt sammen på trods af vores forskelligheder, politisk og vores opfattelse af livet er helt ens, dog er du mere bastant i dine holdninger, hvor jeg giver plads til forskelligheden – det er jo en del af demokratiet – det er jo ulempen ved demokrati.
Ok arbejdsdeling – og jeg kan li det jeg gør, og det ønsker jeg ingen ændring på, jeg arbejder det jeg har lyst til.
I marts måned fik du Thomas desværre en blodprop, men jeg syntes du har tacklet det fint og gået til genoptrænings osv. nu må vi så afvente og se hvad fremtiden bringer med hensyn til arbejdsmarkedet, et er i alle tilfælde sikkert – du skal ikke arbejde om natten længere.
DU HAR STADIG TALENT OG DU SKAL BRUGE DET OG JEG ELSKER DIG LIGESOM ALLE VORES GÆSTER.
Tillykke med Kobberbrylluppet SKAT og lad os skåle sammen med vores gæster.
Afslutning på året 2025.
Jeg tror jeg har fået næsten alle væsentlige begivenheder med omkring hvad vi oplevede her i 2025.
Året slutter af med en julefrokost med en nær fantastiks veninde i forbindelse med vores fælles indsats for Socialdemokratiet i Aarhus og den 19. december i Aarhus.
Juleaften holder vi som altid sammen med Søren, Tina og Henry, samt Sørens mor og Tinas mor, det skal nok blive hyggeligt som altid.
Nytårsaften bliver vi hjemme hos Bølle og nyder aftenen – som altid mødes vi helt sikkert i løbet af aftenen med vores naboer og ønsker Godt Nytår.
Ellers er der kun tilbage at sige:
Glædelig Jul og Godt nytår til alle, med håbet om at 2026 bliver et godt år,
hvor vi kan håbe på, at USA præsident vil passe sit derovre,
så klarer vi selv vores her i det demokratiske EUROPA.