Hvis man har et forbillede sådan rent politisk så må jeg sige, at for mig står tidligere statsminister Anker Jørgensen, som den politiker jeg respekterer mest, selvom mange borgerlige politikere i tidens løb har ment det absolut modsatte. Deres begrundelse for den holdning er alene, at Anker gældsatte landet.

Det er jo også korrekt, men i 70erne var det en absolut nødvendig efter oliekrisen, hvor priserne på olien steg til skyhøje priser, som satte hele produktionen i stå i en årrække med en kæmpe arbejdsløshed til følge – præcis som i dag (2010) men nu af helt andre grunde, et finansmarked som er kørt helt af sporet anført af de verdensom-spændende kapitalfonde i grådighedens navn.
Da satte Anker ind med store offentlige investeringer for at få bragt arbejdsløsheden ned. Hvilket var det eneste rigtige.

Anker er og har altid været den samme uanset hvor han har befundet sig på samfundets stige – han er og var altid den svagestes beskytter. Ankers eftermæle som hele folkets statsminister kan udtrykkes således:

"En akademiker er en person, der har læst sig til det, vi andre véd. Det gamle mundheld passer på forhenværende statsminister Anker Jørgensen. Forkætret af det borgerlige Danmark, da han regerede under nedture og oliekriser. Men Anker har fået et flot eftermæle som hele folkets statsminister.

I tider, hvor politikere rangerer i den absolutte bund på troværdighedsbarometret, har Danmark en forhenværende statsminister, vi kan være stolte af.

Den mangeårige minister Ole Stavad kunne den 24. januar 2006 i et flot indlæg i Jyllands-Posten under overskriften En Hædersmand fortælle om Anker på baggrund af et personligt kendskab i mere end 20 år:

"Anker Jørgensen var som statsminister og politiker noget af det mest ærlige og mindst beregnende, jeg nogensinde har mødt. Det han mente, mente han, uanset om det var populært eller ej ... Anker var åben og tolerant over for andre mennesker og uden fordomme. Han havde et stærkt og ærligt engagement for mennesker med problemer - uanset hudfarve ...

Anker Jørgensen er en hædersmand med ærlige holdninger.

Derfor skylder vi ham alle sammen meget, som langt overstiger den gæld, han efterlod som statsminister. Han prægede Danmark med værdier, som vi er ved at miste, hvis ikke ærligheden igen indfinder sig i dansk politik."

Alex Frank Larsen beskrev det således i sin fremragende bog: Anker - Mennesket, Magten, Meningerne fra 1999:

"Han er aldrig vokset bort fra dét, han kom fra, og mødet med jævne mennesker er en vigtig del af livet, aldrig bare et besværligt spild af tid. Der skal være tid og plads til kaffen, og hvis det står til Anker - jo tak, gerne kage, men bare et lille stykke ... Anker kan gå rundt i det stinkende Gazas menneskemylder den ene dag og være i Øster Hurup næste dag for at minde syv pensionister om glæden ved at læse."

Alex Frank Larsen kunne også berette om dengang i begyndelsen af 90'erne, hvor Anker Jørgensen drog til Irak for at få 38 danske gidsler ud af Saddam Husseins kløer. Politikere fra alle sider lod deres harme og skældsord hagle ned over den tidligere statsminister ledsaget af hånlig hovedrysten, Venstres Ivar Hansen talte om "brækfornemmelser", den konservative Per Stig Møller kaldte hans rejse "naiv", og Ankers egne efterfølgere frarådede ham at tage af sted.

Men da gidslerne over telefonen 5 gange søgte hjælp hos den eneste danske politiker, der havde vist reel forståelse for deres situation, og direkte tryglede Anker om at komme til Bagdad, var han ikke i tvivl. Han forenede al sin menneskelige omsorg og sin politiske erfaring i sine bestræbelser, og det lykkedes at få de 16 med hjem umiddelbart og et tilsagn om, at de øvrige ville blive frigivet enkeltvis i løbet af nogle uger. Det kom til at holde stik, og Anker var hver gang i lufthavnen for at tage imod.

En af de frigivne gidsler, John Godtfredsen, fortalte senere Alex Frank Larsen, at man først efter hjemkomsten blev klar over, hvilken modstand Anker Jørgensen var oppe imod, da han rejste til Irak for at hjælpe sine nødstedte landsmænd:

"Vi kendte ikke den politiske rævekage, der var bagt herhjemme, før vi kom hjem ... Jeg kendte ham ikke personlig på forhånd ... Han er en folkets mand, det var ikke engang noget, vi fandt på. Du kan ikke adskille ham som person, som menneske og som politiker, for han forener de roller i sig med de bedste sider fra hver især."

Anker Jørgensen var en af hovedtalerne ved mindehøjtideligheden på Københavns Rådhus den 27. januar 2005 i anledning af 60-året for befrielsen af nazisternes dødslejr Auschwitz . Den officielle folkedrabsdag blev markeret overalt i Europa, og i sin tale slog Anker fast, at vi var nødt til at sætte grænser for tolerance for at beskytte det demokratiske samfund. Han opfordrede til, at vi støttede hinanden i at stoppe det onde i os selv og i samfundsudviklingen, før vi endte som gerningsmænd til frygtelige forbrydelser mod andre mennesker:

”Der er for mange officielle talsmænd og -kvinder fra politiske partier og ministerier, der ægger til mistro, kommer med nedværdigende omtale og på den måde er med til at udstøde medmennesker, som ikke ligner dem, der medvirker i en Morten Korch-film. Det er nemlig ikke nok at være dus med himlens fugle eller kunne hilse på en kronhjort. Vi skal lære at leve med resten af verden, der kommer til os, uanset om det er fra Tyrkiet, Polen eller Chile.”

Thomas og jeg har mødt Anker hver gang til den socialdemokratisk kongres i Ålborg – senest i 2009 hvor han uagtet sin høje alder nyder at være deltager og følge med i hvad der rører sig rent politisk og tale med nye som gamle socialdemokratiske medlemmer.

I forbindelse med partiforeningens 100 års jubilæum i 2008 havde vi planlagt Anker skulle være gæstetaler – det blev desværre ikke til noget da han på samme tidspunkt flyttede fra sin gamle lejlighed på Borgbjergvej og i beskyttet bolig. Men på kongressen samme år talte Thomas og jeg med ham om vores jubilæum og han spurgte ivrigt ind til hvad vi lavede og nu måtte vi snart se at få en ny regering, for det gik jo ikke rigtigt godt med de borgerlige – hvilket vi jo kun kunne være helt enige med ham i. Vi hilste på ham igen 2009 og Anker var som altid den samme lyttende og spørgende person – et ægte menneske som kunne evnen at lytte stadig være levende engageret på trods af hans høje alder – han bliver 88 til juni i år. (2010)

Kampgejsten er der endnu - "de kan bare komme an"