Endnu et år er gået..........
Kære familie og venner
Endnu et år rinder ud og julen står for døren om et lille øjeblik. Året for Thomas og Jeg har bragt en del gode mindeværdige oplevelser sammen med familien.
Først på året i februar måned fyldte far 80 år, og hele familien var samlet for, at fejre hans runde fødselsdag – næsten alle deltog fra børn, børnebørn og oldebørn. Det var en stor glæde for ikke mindst far, men også for alle vi andre at være samlet. Helt personligt syntes jeg vi har en familie, som vi kan være rimeligt stolte af, alle har det i det store hele godt, og vi fungerer fint sammen uden de store problemer – især når man hører om hvordan andre familier er dybt splittede og ikke kan fungere socialt sammen. Jeg tillægger vores opdragelse en stor del af skylden, vi er kommet fra hjem hvor der skulle tages hensyn til hinanden og alle måtte bidrage med det de formåede i familien.
Sommeren hopper vi let og elegant hen oven da den var nærmest ikke eksisterende, jeg tror næsten aldrig vi har siddet så lidt på terrassen, men okay så havde vi da heldigvis Maldiverne i frisk erindring så det gik. Men campletten som jeg købte i slutningen af min ferie kom ikke ud at køre denne sommer da vejret ikke tillod det.
Ellers har året været fyldt med andre runde fødselsdage, Thomas mor blev 65 og hans bror blev 40, Bjarne blev 50 og Paw og Rene blev 20, og derudover diverse andre alm. fødselsdage som vi har deltaget i næsten hver eneste weekend hele efteråret. Desværre også året hvor vores moster Margrethe afgik ved døden.
Rent arbejdsmæssigt er alt som det plejer for mit vedkommende og jeg har truffet den beslutning at jeg fortsætter i jobbet nogle år endnu, men når jeg bliver 60 sidst i marts så vil jeg kun arbejde 4 dage om ugen. For Thomas vedkommende ser det lidt værre ud, han blev opsagt fra sit praktiksted da de ikke havde økonomi til at have ham ansat fortsat. Derfor er han nu arbejdsløs og leder efter nyt praktiksted eller andet job – ingen af delene hænger desværre på træerne og hans fremtid på arbejdsmarkedet ser ikke for lys ud i disse tider.
Juleaften holder vi herhjemme sammen med Lone og sikkert Thomas søster Pia. Lørdag var vi en tur oppe ved far og Anny til kaffe – som også endte med en større frokost med sild snaps osv. – der mangler aldrig noget - Anny og far havde også som sædvanligt kogt klejner. 1. juledag skal vi til den traditionelle julefrokost i min familie – i år afholdes den hos Vibeke og Svend-Aage.
Men ellers vil både Thomas og jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår, som forhåbentlig for jer alle vil bringe meget lykke og glæde i en forhåbentlig mere fredelig verden.
Kærligst Thomas og Finn
Seneste kommentarer
En smuk mølle
Mon opskriften på Bager Hougaards studenterbrød stadig findes. Det var dem med hvid glasur.
Mine forældre, Grethe og George Skærbæk, drev købmandsforretning på Stationsvej 1961-1971. Det var en dejlig tid, hvor alle kendte alle, stort set
Jeg er blot nysgerrig. - Hvor boede smeden "Danielsen" i Ingerslev?
Eksisterer hans hus endnu?